Danmark kan hjælpe med grønne byer i ørkenen

28-02-2016
Nyhed

Saudi Arabien tørster efter grønne løsninger, hvor danske virksomheder har stærke kompetencer. Erhvervsfremstød kan bane vejen for nye danske løsninger.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen deltager i de kommende dage i et erhvervsfremstød i Saudi Arabien, hvor han sammen med sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og udenrigsminister Kristian Jensen vil ledsage Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.

Formålet med besøget er at hjælpe danske virksomheder med markedspleje i Saudi Arabien, der står over for milliardstore investeringer i bæredygtige industrier, energiløsninger og byudvikling.

"Danske virksomheder er i verdenseliten, når det gælder de grønne bæredygtige løsninger, som Saudi Arabien tørster efter i disse år.  Hver indbygger i Saudi Arabien bruger i dag tre gange mere energi end gennemsnittet i resten af verden. En hastigt voksende befolkning kombineret med en rekordlav oliepris og stigende afhængighed af egen olie betyder, at tidspunktet for at præsentere danske miljø- og klimarigtige løsninger er helt rigtigt. Her har danske virksomheder nemlig  stærke kompetencer, som det er mit indtryk, at Saudi Arabien er stærkt interesserede i", siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, der i dag, søndag, også har deltaget i en række officielle møder i hovedstaden Riyadh.

Med på turen er en erhvervsdelegation på 44 danske virksomheder og Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer. Udover grønne løsninger fokuserer besøget også på eksport af danske fødevarer og sundhedsydelser.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen ledsager også Kronprinseparret, når de onsdag rejser videre til Qatar. Danmark og Qatar har gennem årtier opbygget gode og tætte relationer. Det gælder i særdelshed for Mærsk og en række danske underleverandører, service- og rådgivningsvirksomheder.

"Selv om de danske virksomheder har et solidt fodfæste i Qatar, er det vigtigt, at vi fortsat gør et stykke arbejde for at promovere de danske styrkepositioner inden for sundhed, uddannelse og grønne teknologier. Det gør vi ved møder med både den qatarske regering og myndigheder samt de danske virksomheder", siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, der glæder sig over, at kronprinseparret har sagt ja til at deltage i det store erhvervsfremstød i de to lande.

"Det har stor betydning for disse erhvervsfremstød, at kronprinseparret stiller sig til rådighed. Det åbner nogle døre på en helt anden måde, og gør en stor forskel for dansk erhvervsliv", siger Troels Lund Poulsen.

Yderligere kontakt via pressechef Kim Bove, mail: , tlf: 91 33 70 15.

undefined