Troels Lund Poulsen: Breve om udflytning orienterer blot om gældende regler

22-01-2016
Nyhed

Der har i medierne fredag været omtalt nogle beregninger vedrørende flyttegodtgørelser i forbindelse med udflytningen af 3900 statslige arbejdspladser.

Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen udtaler i den forbindelse:

”Erhvervs- og Vækstministeriet har siden november 2015 udsendt orienteringsbreve til de medarbejdere, der er berørt af udflytningen af statslige arbejdspladser på ministeriets område. Brevet indeholder ikke nye oplysninger, men har alene til formål at orientere om de gældende regler for bl.a. flyttegodtgørelse på en overskuelig måde. Af den grund indeholdt brevet eksempler på flyttegodtgørelse for medarbejdere, som flytter med institutionen og i den forbindelse må anskaffe sig ny bolig."

"Regeringen ser jo gerne, at medarbejderne flytter med deres arbejdsplads, og derfor har regeringen også forsøgt at efterkomme den efterspørgsel, der har været på information."

"Der er tale om rene regneeksempler, og derfor er det helt forkert blot at tage maksimalbeløbet og gange med 3.900. Flyttegodtgørelsen gælder kun medarbejdere der flytter, og beror på en individuel, konkret beregning af hver enkel medarbejders forhold, herunder bl.a. de afholdte udgifter til flytningen". 

"Vi er stadig meget tidligt i udflytningsprocessen, og jeg må advare kraftigt imod at drage forhastede konklusioner om de endelige udgifter til udflytningen på baggrund af foreløbige tal og regneeksempler. Vi har fortsat ikke et endeligt tal for hvor mange medarbejdere, der rent faktisk flytter med institutionerne. Derfor giver det heller ikke mening at diskutere den samlede omkostning for udflytningen.”