Ny rapport: Dansk turisme er igen i vækst, men vi skal blive endnu bedre

11-03-2016
Nyhed

Både 2014 og 2015 var rekordår for dansk turisme, men selvom udviklingen igen er begyndt at gå i den rigtige retning, så halter vi efter vores konkurrentlande på en række områder. Det viser ny statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne.

Efter nogle år med tilbagegang, er der igen vækst i dansk turisme. Sidste år blev der registreret 49,1 mio. overnatninger i Danmark, hvilket er det højeste antal nogensinde og en vækst på knap 5 pct. i forhold til året før. Mange konkurrerende lande har dog oplevet endnu større vækst de senere år, og derfor skal indsatsen styrkes, hvis vi skal indfri vækstpotentialet i dansk turisme.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Turismen er et uhyre vigtigt væksterhverv for Danmark, og der er gode muligheder for yderligere vækst i turismerelateret omsætning og beskæftigelse, hvis vi formår at få del i den internationale turismevækst. Derfor er det vigtigt, at vi styrker vores indsats på området, og at vi arbejder på at forbedre de forhold, hvor vi halter efter vores konkurrenter.”

Statusanalysen viser, at selvom turisterne overordnet set er tilfredse med deres ferieophold i Danmark, er tilfredsheden alligevel lavere på en række områder, end når turisterne holder ferie i vores konkurrerende lande. Det gælder blandt andet i forhold til at skabe værdi for pengene samt sikre et bredt udvalg af seværdigheder og aktiviteter.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Den internationale turisme stiger, og vi forventer, at vi også i Danmark vil opleve vækst i antallet af overnatninger fremadrettet. Men det kræver naturligvis, at vi kan levere attraktive turismeprodukter og oplevelser, og at vi samtidigt skruer op for væksten i overnatningskapacitet, så der bliver plads til de mange nye turister. Det er nogle af de udfordringer, som vi i regeringen tager fat på, i den nationale turismestrategi, som vi planlægger at lancere til sommer.”

Læs analysen "Statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne" her (pdf)

Læs pressemeddelelse om regionale og kommunale forskelle (pdf)

Kontaktperson:
Presserådgiver Sara Ringgaard Price, , tlf.: 91 39 94 07

Fakta om turismeanalyse
  • Turismen skabte i 2013 en omsætning på 91,9 mia. kr. og 111.500 arbejdspladser fordelt over hele Danmark.
  • Cirka halvdelen af turismeforbruget blev brugt på turismeprodukter såsom restauranter, overnatningssteder og forlystelser, mens resten blev lagt i detailhandlen og andre brancher, som ikke traditionelt for-bindes med turisme.
  • Danmark har et højt antal turismeovernatninger pr. indbygger og dermed en god markedsposition, når man sammenligner med de nordeuropæiske lande, som kan betragtes som sammenlignelige kon-kurrenter. Særligt Tyskland og Nederlandene har dog de senere år haft højere vækstrater i overnatninger fra europæiske turister, som er Danmarks største marked, hvilket betyder, vi har tabt markedsandele.
  • I 2014 stod danske turister for 50 pct. af turismeovernatningerne i Danmark. De tyske turister var den næststørste gruppe med 28 pct. af overnatninger. Herefter følger de resterende hovedmarkeder; Norge (5 pct.), Sverige (4 pct.), Holland (2 pct.) og Storbritannien (2 pct.)
  • Fra 2008-2014 steg antallet af turister fra Storbritannien med 33 pct. og Norge med 9 pct., mens Tyskland og Sverige lå stabilt. Antallet af hollandske turister fald med 19 pct.
  • De prioriterede fjernmarkeder viste høje vækstrater. Antallet af kine-siske, brasilianske og amerikanske overnatninger i Danmark er steget fra 2008-2014 med henholdsvis 190 pct., 178 pct. og 39 pct.
  • Fra 2008-2014 har der været en vækst på 53 pct. i storbyturismen, mens erhvervs- og mødeturismen er vokset med 9 pct. Kyst- og natur-turismen er gået tilbage med 1 pct. og har dermed ligget stabilt i peri-oden. 
  • Frem mod 2025 forventes en årlig vækst på 2,6 pct. i efterspørgslen på overnatninger i Danmark. Det svarer til en samlet vækst på 15,3 mio. overnatninger. 
  • Statusanalysen er udarbejdet af Det Nationale Turismeforum og er den første af en fremover årlig analyse af udviklingen og konkurren-ceevnen i dansk turisme.