Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Onlinetest skal hjælpe danske eksportvirksomheder

05-09-2016
Nyhed

En ny online-test udviklet af EKF Danmarks Eksportkredit skal hjælpe danske virksomheder med at styrke deres eksport.

Svar på 20 spørgsmål og få gode råd til, hvordan du styrker din forretning og sælger mere. 
 
Sådan lyder tilbuddet til danske eksportvirksomheder fra EKF Danmarks Eksportkredit. Tilbuddet dækker over EKFs nye onlinetest, EksportScoren, som lanceres mandag den 5. september.
 
Ved at svare på spørgsmål om finansiering, erfaring og produktivitet får virksomhederne en score og en rapport, der giver dem en indikation af, hvor parate de er til at få succes på eksportmarkederne. 
 
En lav score betyder, at virksomheden har muligheder, som de ikke udnytter endnu. En høj score viser, at den har styr på det vigtigste. 
 
På baggrund af deres svar i testen, får virksomhederne desuden en række gode råd til, hvordan de kan styrke deres forretning og sælge mere med den rette finansiering. 
 
”Adgang til finansiering er afgørende for virksomhedernes muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Så jeg håber, at EksportScoren vil være med til, at endnu flere virksomheder får øjnene op for de muligheder, der er ved at bruge EKF,” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
 
EksportScoren er udviklet i samarbejde med The Tuborg Research Center for Globalisation and Firms på Aarhus Universitet, der forsker i virksomheders globalisering. 
 
EKF Danmarks Eksportkredit er en selvstændig offentlig virksomhed under Erhvervs- og Vækstministeriet. EKFs opgave er at hjælpe danske eksportvirksomheder med at vinde ordrer, som kan sikre vækst og arbejdspladser i Danmark. 
 
Alene sidste år hjalp EKF danske virksomheder med at vinde ordrer for omkring 26 milliarder kroner og bidrog dermed til at sikre jobbet for mere end 12.000 danskere. 
 
Eksportscoren er tilgængelig fra mandag den 5. september på www.eksportscore.dk.

Yderligere oplysninger:  

Mogens Agger Tang, kommunikationschef i EKF, M: 20 18 39 76, E: 

Lars Erik Skovgaard, presserådgiver i Erhvervs- og Vækstministeriet, M: 91 33 70 17,