Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

EU bekræfter sund finanspolitik og reformbehov i Danmark

22-05-2017
Nyhed

I år lægger EU-Kommissionen ikke op til en finanspolitisk anbefaling til Danmark. Det er konklusionen af Kommissionens årlige gennemgang af dansk økonomi. Til gengæld bør Danmark fremme konkurrencen i servicesektoren.

EU-Kommissionen har i dag offentliggjort sine udkast til EU’s årlige anbefalinger til den økonomiske politik i EU-landene. Anbefalingerne spiller en central rolle i koordineringen af den økonomiske politik i EU.

EU-Kommissionen har i modsætning til tidligere år ikke lagt op til en specifik finanspolitisk anbefaling til Danmark. Kommissionen konkluderer, at Danmark ventes at efterleve bestemmelserne i Stabilitets- og Vækstpagten i 2017 og 2018. Derudover vurderer EU-Kommissionen Danmarks fremskridt på forskellige reformområder, bl.a. i forhold til at øge beskæftigelsen og styrke produktiviteten.

EU-Kommissionen lægger derfor op til, at Danmark i år kun får én anbefaling: At fremme konkurrence i den indenlandsk orienterede servicesektor.

Finansminister Kristian Jensen siger:

”I år vurderer EU, at dansk økonomi er så stærk, at vi ikke får en konkret anbefaling til finanspolitikken. Det er jeg meget stolt af, men det er også en påmindelse om, at vi skal fastholde den ansvarlige linje i finanspolitikken og blive ved med at lave reformer, der styrker dansk økonomi.

Derudover anbefaler EU-Kommissionen os at styrke produktiviteten gennem øget konkurrence i servicesektoren. Styrket produktivitet er centralt for vækstpotentialet i Danmark, og helt i tråd med regeringens dagsorden. Regeringen ser derfor løbende på mulighederne for at sikre en mere effektiv regulering, der mindsker byrderne for virksomhederne og fremmer en sund konkurrence.”

Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger:

”Væksten i produktiviteten er den primære drivkraft bag stigende velstand og bedre levevilkår over tid. Produktiviteten skal særligt styrkes i de hjemmemarkedsorienterede serviceerhverv, hvor væksten er lav sammenlignet med andre erhverv.

Generelt har regeringen fokus på at gribe de digitale muligheder, som bl.a. kommer med den stigende e-handel, så vi kan få styrket produktiviteten i de serviceerhverv, der særligt orienterer sig mod det danske marked – herunder i detailhandlen. Regeringen vil derfor skabe de bedste rammer for at høste gevinsterne ved digitalisering, blandt andet med en strategi for Danmarks digitale vækst, som vi præsenterer til efteråret.

Vi har også som erklæret mål, at det skal være nemmere og billigere at drive virksomhed i Danmark, så nye virksomheder lettere kan træde ind på markederne og vokse sig større. Det er et område, som også regeringens iværksætterpanel ser på.”

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger: 

”Det er godt at se, at EU-Kommissionen slår fast, at det virker at lave reformer på det danske arbejdsmarked. Det er jeg helt enig i. Jeg er lige så enig i, at de synlige effekter af de gennemførte reformer ikke betyder, at vi nu bare kan læne os tilbage.

Vi skal have endnu flere ud på arbejdsmarkedet, og det kræver nye reformer. Vi skal blandt andet blive bedre til at integrere og få flygtninge hurtigt i job.”

Anbefalinger fra EU