Ny pris skal hylde virksomheder, som har taget et stort digitalt spring fremad

06-12-2018
Nyhed

Den nye pris, Årets Digitale SMV:Omstilling, skal hylde de gode, digitale eksempler, som kan tjene som inspiration for andre små og mellemstore virksomheder. Prisen uddeles på regeringens digitale topmøde den 14. marts, og der er nu åbent for ansøgninger.

Prisen skal være med til at sætte skub på udviklingen med små og mellemstore virksomheders digitale omstilling. Mange små og mellemstore virksomheder er gode til at udnytte mulighederne i digitalisering, men de er generelt mindre digitale end de store virksomheder og investerer også mindre i nye digitale teknologier.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:
”Vi skal hylde de virksomheder, som viser vejen i den digitale omstilling. Der er nogle virksomheder, som har været rigtig gode til at få styrket deres forretning igennem digitalisering. Derfor skal vi hylde de gode, digitale eksempler til inspiration for andre.”

Vinderen af den nye pris skal udvælges af regeringens netop udpegede SMV:Board, som står i spidsen for initiativet SMV:Digital, og som har til opgave at fremme digitalisering i små og mellemstore virksomheder.

Formand for SMV:Boardet, Dorte Zacho Martinsen, CEO BM SILO:
”Jeg håber, at vi med denne pris kan få sat fokus på nogle af de gode digitale eksempler i Danmarks mange små- og mellemstore virksomheder. Der er et uudnyttet vækstpotentiale i mange SMV’er – men det er også et svært område for netop denne gruppe, og jeg håber, at vinderen kan tjene som inspiration for andre virksomheder i samme situation.”

Prisen uddeles på regeringens digitale topmøde den 14. marts 2019, hvor der blandt andet vil være deltagelse af flere af regeringens ministre, erhvervsledere og -organisationer.

Det er muligt både indstille sin egen eller andre virksomheder, som har gennemgået en større digital omstilling, og som opfylder kriterierne i ansøgningsmaterialet. Første-, anden- og tredjepladsen til prisen vil blive indbudt til at deltage på topmødet, hvor vinderen vil blive kåret.

Fristen for indstilling til prisen er den 6. januar 2019, og ansøgerne skal indsende ansøgningsmaterialet til .

Ansøgningsmateriale til prisen for Årets digitale SMV:omstilling.

Kontakt:
Presserådgiver i Erhvervsministeriet Jesper Ingemann. Tlf. 9139 9414, email