Ny aftale giver færre administrative byrder til skibsfarten

08-02-2019

Ny EU-aftale mindsker de administrative byrder for søfartserhvervet. Med den nye aftale bliver skibsrapportering mere enkel, idet rapporteringssystemerne i fremtiden bliver mere ensartede, uanset hvilken havn skibe anløber.

Søfarende og rederier kan se frem til simplere indberetningskrav, når de sejler mellem europæiske havne. EU’s medlemsstater blev i går enige med Europa-Parlamentet om en ny forordning, som harmoniserer de krav, som skibe er forpligtet til at rapportere på tværs af EU-landene. Samtidig skal selve rapporteringen ske på en mere ensartet måde end før.

Det betyder, at søfartserhvervet kan se frem til færre administrative byrder.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

”Det er en topprioritet for mig og for resten af regeringen at nedbringe erhvervslivets administrative byrder, og det gælder naturligvis i høj grad også for de blå erhverv, som spiller en kæmpe rolle for dansk økonomi. Jeg er derfor glad for, at det ser ud til at være lykkedes med at opnå enighed om en ny fælleseuropæisk tilgang, som kan fritage dansk skibsfart for en masse unødvendigt bøvl ved at begrænse nationale særkrav til skibsrapportering.”

Den nye forordning erstatter et eksisterende direktiv, som hidtil har sat relativt vide rammer for, hvilke oplysninger hvert land kan kræve, når et skib anløber havn. Det gælder en række oplysninger om for eksempel farligt gods, ombordværende besætning og passagerer, affald osv.  Med forordningen etableres et såkaldt European Maritime Single Window Environment. Det betyder, at rapporteringssystemerne bliver mere ensartede, uanset hvilken havn skibe anløber. Med andre ord kan rederierne rapportere fra deres egne forretningssystemer til en fælles platform i alle medlemslandene.

Danmark indsendte i begyndelsen af 2018, på vegne af 13 EU-lande, et brev til Kommissionen med budskab om behovet for en ambitiøs revision af de eksisterende EU-regler, inden Kommissionen fremlagede sit forslag i maj sidste år.

Der er nu opnået enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet om indholdet af den nye forordning. Vedtagelsen afventer nu endelig bekræftelse på i Rådet og af Europa-Parlamentet.

Pressekontakt:

Presserådgiver Sara Ringgaard Price, , tlf.: 91 39 94 07