Midlertidig strategi for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

29-01-2019
Nyhed

Erhvervsministeren har i dag lanceret en midlertidig strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats i 2019. Det skete på årets første møde i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som blev nedsat som et led i erhvervsfremmereformen vedtaget af Folketinget i december 2018.

Strategien skal give Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse mulighed for at sætte indsatser i gang fra årets start parallelt med, at bestyrelsen udarbejder deres egen strategi for år 2020 og frem.

Den midlertidige strategi understøtter den politiske aftales målsætning om en sammenhængende decentral erhvervsfremmeindsats og sætter samtidig rammerne for kommunale erhvervsudviklingsinitiativer.

Erhvervsminister, Rasmus Jarlov:

”Jeg er stolt over det nye erhvervsfremmesystem, som gik i luften den 1. januar. Jeg er ikke mindst glad for at det nye erhvervsfremmesystem kommer godt fra start med den midlertidige strategi. Ambitionsniveauet i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er højt, og det er mit helt klare håb, at alle i erhvervsfremmesystemet vil arbejde sammen om fortsat at forenkle og styrke den samlede indsats til gavn for virksomhederne.”

Formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Jakob Riis:

”Den midlertidige strategi for decentral erhvervsfremme skaber en god ramme for opstarten af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Jeg ser frem til at omsætte den til konkrete indsatser til gavn for virksomhederne i Danmark sammen med resten af bestyrelsen. Den midlertidige strategi giver os tid til at inddrage relevante aktører - herunder de lokale erhvervshuse - når vi skal udarbejde strategien for år 2020 og frem. En strategi, som kommer til at fokusere på at skabe en sammenhængende, effektiv og overskuelig indsats med udgangspunkt i virksomhedernes behov.”

Fire principper og seks tværgående prioriteter

Den midlertidige strategi tager udgangspunkt i eksisterende nationale og regionale strategier og de gældende programmer for EU’s strukturfonde.

Strategien opstiller desuden fire principper for arbejdet i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med udgangspunkt i deres lovmæssige opgaver. Bestyrelsen skal:

  1. Sætte virksomhedernes behov i centrum
  2. Skabe sammenhæng på tværs
  3. Løfte produktiviteten og skabe gode muligheder i hele landet
  4. Gøre erhvervsfremmesystemet brugervenligt og overskueligt

Strategien indeholder seks tværgående prioriteter, som skal bidrage til at skabe bedre rammebetingelser for erhvervslivet i hele Danmark. Det drejer sig om:

  1. Digitalisering og anvendelse af nye teknologier
  2. Grøn og cirkulær omstilling
  3. Klynger og innovationssamarbejde
  4. Iværksætteri og vækstambitioner
  5. Kvalificeret arbejdskraft til lokale behov
  6. Internationalisering og grænseoverskridende samarbejder

Derudover ligger der i strategien en ramme for turismefremmeindsatsen, som Det Nationale Turismeforum har bidraget til, og en række decentrale kapitler om prioriteringen af lokale erhvervsfremmeprojekter, som er udarbejdet i samarbejde med Kommunekontaktrådene (KKR).

Se hele den midlertidige strategi for decentral erhvervsfremme 2019 her

For yderligere oplysninger kontakt:

  • Presserådgiver i Erhvervsministeriet Ditte Vibe Petersen, tlf. 91337097 /