Danmark går ind i den europæiske brintalliance

16-09-2020
Nyhed

Regeringen vil gå forrest i EU’s grønne omstilling og fremme brint, som fremstilles på vedvarende energi og Power to X-teknologier. Danmark er derfor med i EU’s nye Brintalliance.

Power-to-X teknologier(PtX) og brint, der er fremstillet på grøn energi – såkaldt vedvarende brint’, er vigtige veje til at indfri de danske og europæiske klimaambitioner i sektorer, der er svære at elektrificere, fx tung industri og transport.

Regeringen meget optaget af udviklingen og brugen af nye grønne teknologier, og derfor bliver Danmark en del af EU’s Brintalliance. Her vil regeringen arbejde for at fremme danske virksomheders styrkeposition og eksportmuligheder inden for brint baseret på vedvarende energi.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Danske virksomheder er rigtig gode til grøn teknologi og produktion af brint baseret på grøn energi er en dansk styrkeposition. Det er den slags teknologi vi skal have mere af for at nå vores klimamål. Samtidig skal vi hjælpe de danske virksomheder med de bedste muligheder og rammevilkår, så det bliver de danske grønne løsninger, der sælges ude i verden. Det vil regeringen arbejde for i EU, for det er især vigtigt, at det europæiske samarbejde retter sig mod danske interesser og styrker inden for vedvarende brint.”

Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen:

”Grøn brint kan blive en vigtig del af løsningen på klimakrisen – ikke kun herhjemme men også i EU og globalt. Derfor har regeringen stort fokus på Power-to-X og udviklingen af vedvarende brintteknologi nationalt med en helt ny strategi, men vi skal have EU og resten af verden med i udviklingen af potentialet. Set i det lys giver det rigtig god mening, at vi nu sammen med en række andre EU-lande og centrale aktører indgår i en fælles brintalliance, som kan styrke den danske position og udbrede vores og andres erfaringer til fælles nytte”.

Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen:

"I Danmark er der en lang forskningsmæssig tradition inden for især brint og elektrolyse med stærke forskningsmiljøer på flere universiteter. Jeg ser et stort potentiale i at få de gode forskningsbaserede løsninger tænkt med ind i udviklingen af et grønt europæisk marked for brint baseret på vedvarende energi."

Nyt tværgående partnerskab om udviklingen af PtX i Danmark

Dansk deltagelse i EU’s nye brintalliance sker på samme dag, som regeringen afholder møde i Grønt Erhvervsforum og inviterer til et nyt partnerskab om udviklingen af en ny dansk PtX-strategi. Strategien, som er et initiativ fra den indgåede klimaaftale for energi og industri, skal bl.a. afdække behov, efterspørgsel og aftagermuligheder efter PtX-teknologier.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil drive partnerskabet i samarbejde med Erhvervsministeriet samt interesserede repræsentanter fra Grønt Erhvervsforum og konkrete, centrale virksomheder på tværs af sektorer i arbejdet. Partnerskabet om udviklingen af en strategi for PtX og CCUS mv. forventes igangsat ved en workshop i oktober 2020.

Det kommende arbejde i brintalliancen

For at få flere aktører med i arbejdet omkring grøn brint vil regeringen i oktober 2020 lancere et’call of interest’, som har til formål at identificere de danske interesser i en europæisk brintværdikæde. Læs mere på Erhvervsstyrelsens hjemmeside

Virksomheder og forskningsinstitutioner med interesser inden for brint kan søge om medlemskab her

Europa-Kommissionens nye brintalliance blev lanceret d. 8. juli 2020 som led i implementeringen af Kommissionens Brintstrategi

 

For mere information kontakt

Presserådgiver i Erhvervsministeriet Jesper Ingemann, tlf. 91 39 94 14, email