Ny bestyrelse skal ruste DanPilot til fremtiden

Publiceret 30-06-2016

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har i dag udpeget en ny bestyrelse for den selvstændige offentlige virksomhed DanPilot, der varetager de statslige lodsopgaver.

Ministeren har udnævnt Søren Jespersen til ny bestyrelsesformand for DanPilot. Søren Jespersen er tidligere adm. direktør i Mols-Linien og har før det bl.a. været koncerndirektør i DFDS Seaways og senior vice president i SAS.

Derudover er Ole Philipsen udnævnt som nyt bestyrelsesmedlem, mens Marianne Granhøj og Pernille Dahlgaard er genudnævnt som henholdsvis næstformand og medlem af bestyrelsen. Bestyrelsen tiltræder den 30. juni 2016.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

"Jeg er meget tilfreds med, at vi med Søren Jespersen som formand og den øvrige kommende bestyrelse får erfarne erhvervsfolk med kendskab til den maritime sektor i spidsen for DanPilot, der dermed kan være godt rustet til de fremtidige udfordringer, når der sker en gradvis konkurrenceudsættelse af lodsvirksomhed i Danmark. DanPilots lodsydelser er vigtige for den maritime branche og den samlede skibstrafik, når det handler om at sikre sikkerheden til søs og forhindre ulykker."

DanPilot varetager den statslige lodsvirksomhed gennem danske farvande fra enhver destination i Danmark til alle havne i Østersøen, og kan som den eneste full-service udbyder i Danmark også tilbyde lodservice til alle danske havne. DanPilot er efter lodsloven forpligtet til at stille lods til rådighed for ethvert skib, der ønsker lods gennem danske farvande eller i forbindelse med anløb af eller afgang fra dansk havn. Virksomheden foretager årligt ca. 20.000 lodsninger i Danmark.

Yderligere information via pressechef Kim Bove, tlf: 91 33 70 15, mail: kkb@evm.dk

Danpilot