En grøn og bæredygtig fremtid for landdistrikterne

Publiceret 05-09-2019

Erhvervsminister Simon Kollerup inviterer for første gang til den årlige landdistriktskonference. Det sker mandag den 28. oktober på Vingsted Hotel og Konferencecenter i Bredsten.

Her kan du blandt andet høre oplæg om, hvordan lokalsamfund, borgere, kommuner og erhvervsliv kan hjælpe med at realisere regeringens ambitiøse klimamål, og hvilken rolle landdistrikterne kan spille i den grønne omstilling.

Du får også mulighed for at diskutere regeringens arbejde for de danske landdistrikter. Ligesom der vil være faglige debatter og ekskursioner med fokus på temaer med betydning for udviklingen i landdistrikterne. Sidst, men ikke mindst kan du få sparring og inspiration til dit eget projekt.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Man siger, at vi er den første generation, der mærker klimaforandringerne, og den sidste generation, der kan gøre noget ved dem. Undlader vi at handle, er det for sent.”

Erhvervsminister Simon Kollerup fortsætter:

”Regeringen har sat nogle meget ambitiøse mål for en grøn og klimavenlig fremtid, som vi alle skal bidrage til og tænke kreativt for at opnå. Og her tror jeg faktisk, at landdistrikterne gemmer på nogle helt unikke løsninger, som både erhvervsliv og borgere kan få glæde af. Så det glæder mig meget, at invitere til en hel dag i landdistrikternes tegn med fokus på bæredygtighed.”

I løbet af dagen vil du på konferencens projektbørs få indblik i erfaringer og resultater fra forskellige landdistriktsprojekter.

På konferencen kårer erhvervsministeren desuden vinderen af årets landdistriktspris. Prisen går til en person/forening/virksomhed/kommune, som har været med til at skabe en positiv udvikling for sit eget lokalsamfund.

Læs mere om Landdistriktsprisen 2019 og se, hvordan du indstiller kandidater her

 

Om konferencen

  • Det er gratis at deltage i Landdistriktskonferencen.
  • Ved tilmelding til konferencen har du mulighed for at tilvælge overnatning på hotellet for egen regning.
  • Tilmeldingsfristen er mandag den 14. oktober 2019.

For yderligere oplysninger:

  • Kontakt Erhvervsstyrelsen for spørgsmål vedrørende konference og tilmelding på tlf. 35291137 eller livogland@erst.dk.

  • Kontakt Erhvervsministeriets presserådgiver Ditte Vibe Petersen på tlf. 91337097 eller divipe@em.dk, hvis du har spørgsmål til erhvervsminister Simon Kollerup.