Dansk Design Center får ny bestyrelse

Publiceret 15-04-2020

Et nyt, stærkt hold af repræsentanter fra erhvervslivet skal stå i spidsen for Dansk Design Center, og bidrage til, at fonden kan understøtte kreativitet og vækst i dansk erhvervsliv.

Den erhvervsdrivende fond Dansk Design Center, der fremmer design og kreative erhverv med henblik på at styrke Danmarks innovationsevne og økonomiske vækst, har i dag fået ny bestyrelse. De syv medlemmer repræsenterer erhvervslivet bredt og kommer med fagligheder inden for blandt andet design, digitalisering og grøn omstilling.

"Danmark har en lang og stolt tradition inden for design, som vi skal bygge videre på og udbrede, så vi kan skabe flere gode danske arbejdspladser og understøtte væksten i vores virksomheder. Det er det, Dansk Design Centers nye bestyrelse skal være med til – nemlig at skabe en slagkraftig indsats, som viser, hvad dansk design kan bruges til. Både i forhold til at tænke nyt, men også i forhold til for eksempel at gøre tingene på smartere og mere grøn og bæredygtige måder" siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Bestyrelsen har konstitueret sig med Camilla Haustrup Hermansen som formand og Lars Frelle-Petersen som næstformand. Formand Camilla Haustrup Hermansen er direktør og medejer i produktionsvirksomheden Plus Pack på Fyn. Hun står desuden i spidsen for regeringens klimapartnerskab om affald, vand og cirkulær økonomi. Næstformand Lars Frelle-Petersen er direktør i Dansk Industri med ansvar for digitalisering.

Formanden ser frem til arbejdet med Dansk Design Center, hvor hun bl.a. vil lægge vægt på at design spiller en afgørende rolle for Danmarks grønne omstilling frem mod 2030.

"Gennem design og designtænkning kan virksomhederne udvikle nye bæredygtige forretningsmodeller, produkter og løsninger, som kan være med til at understøtte klimaindsatsen herhjemme og i udlandet. Design og digitalisering skal gå hånd i hånd i udviklingen og implementeringen af nye cirkulære forretningsmodeller og systemer, der kan reducere Danmarks CO2-udledninger, og potentialet er enormt", siger Camilla Haustrup Hermansen.

Direktør for Dansk Design Center, Christian Bason, siger:

“Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at samle så stærke profiler i vores nye bestyrelse. De repræsenterer fagligheder, der i den grad bliver brug for, når vi skal genstarte Danmark.
Danske erhvervsvirksomheder – uanset størrelse, branche eller industri – bliver mere konkurrencedygtige gennem godt design, fordi designernes udviklingsproces øger sandsynligheden for nyskabende løsninger dramatisk.”

Camilla Haustrup Hermansen overtager posten efter Michael Rasmussen, som har været formand siden 2016. Bestyrelsen består nu af:

  • Camilla Haustrup Hermansen, direktør og medejer af Plus Pack
  • Lars Frelle-Petersen, direktør i DI
  • Thomas Graversen, ejer af Fredericia Furniture
  • Lars Thøgersen, stifter af CPH ID og formand for Designrådet
  • Lotte Lyngsted Jepsen, stifter og partner i Kirk, Hatch & Bloom samt formand for Design Denmark
  • Mads Quistgaard, Partner & Design Director i Urgent Agency
  • Line Nørbæk, erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet

Om Dansk Design Center

Dansk Design Center er en erhvervsdrivende fond til fremme af design og relaterede kreative erhverv med henblik på at styrke innovation og økonomisk vækst, markedsføre Danmark som en designnation og bidrage til løsningen af samfundsmæssige udfordringer.

Med kontorer i København og Kolding bringer fonden designernes metoder i spil via projekter med private virksomheder og offentlige aktører inden for områder som sundhed, digitalisering, innovation, byudvikling og grøn omstilling.

Yderligere oplysninger

Pressekontakt i Erhvervsministeriet: Ditte Vibe Petersen, tlf. 91337097.

Pressekontakt i Dansk Design Center: Katrine Hertz Mortensen, tlf. 2098 4213.