Regeringen indkalder til politiske drøftelser om hjælpepakker efter udvidelse af restriktioner

Publiceret 10-12-2020

Regeringen udvider de nuværende restriktioner til flere kommuner på baggrund af stigende smittetal med coronavirus. Derfor indbyder regeringen nu til politiske drøftelser om hjælpepakker til erhvervslivet senere i dag.

I lyset af den seneste udvikling i smittetallene er der behov for yderligere tiltag for at bremse smittespredningen. Regeringen har derfor i dag besluttet at udvide de nuværende restriktioner fra 38 kommuner til i alt 69 kommuner.

Udvidelsen af de nuværende restriktioner sætter sit aftryk på dansk erhvervsliv. Derfor har regeringen i dag indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedsparter om at genindføre lønkompensation i hele landet.

Regeringen har derudover indbudt til politiske drøftelser senere i dag for at se på behovet for at forbedre de andre kompensationsordninger for faste omkostninger og til selvstændige mv.

Hjælpepakker

På nuværende tidspunkt gælder det, at virksomheder og selvstændige mv. får adgang til kompensationsordningerne, hvis de er omfattet af corona-restriktioner.

F.eks. vil tvangslukkede dele af erhvervs- og kulturlivet med de eksisterende hjælpepakker have adgang til kompensationsordningerne for selvstændige mv., fuld dækning for faste omkostninger og lønkompensation, hvis de ingen omsætning har i perioden.

Samtidig vil leverandører til tvangslukkede virksomheder, der oplever en omsætningsnedgang på mindst på 30 pct. forbundet med gentagne og direkte transaktioner med de tvangslukkede virksomheder, have adgang til kompensation for faste omkostninger og kompensationsordningen for selvstændige mv.

Virksomheder og selvstændige mv., som ikke er tvangslukkede, men som bliver hårdt ramt af corona-restriktionerne i form af f.eks. forsamlingsforbud og grænselukninger, vil også kunne få kompensation, hvis de lever op til adgangskravene i de forskellige hjælpepakker.

Læs mere om genindførelsen af lønkompensation her.

Læs mere om udvidelsen af de nuværende restriktioner til flere kommuner.

Få mere information

Læs mere på Sundhedsministeriets hjemmeside her.

Find hjælp til hvordan din virksomhed skal håndtere coronaregler, og hvordan du kan søge hjælp på www.virksomhedsguiden.dk eller ring til Erhvervsstyrelsens corona-hotline på 72 20 00 34

Hvis du er journalist og har brug for yderligere information, så kontakt Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07.