Regeringen indgik i slutningen af 2019 en aftale sammen Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige om et opgør med de dyre kviklån, der har fanget mange borgere i uoverskuelig gæld.
I dag er de nye regler vedtaget i Folketinget, og dermed er aftalens indhold nu ophøjet til lov. Efter de nye regler bliver der ikke blot sat en grænse for, hvor høje årlige omkostninger, et lån maksimalt kan have, men også indført et loft over, hvor meget en forbruger maksimalt kan betale tilbage i renter og gebyrer. Samtidig bliver der indført markante stramninger for, hvornår virksomheder må markedsføre forbrugslån.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”I dag gennemfører vi et opgør med kviklån, der har fanget særligt unge og udsatte i uoverskuelige gældsfængsler. Det er på høje tid, for kviklån har været et problem i alt for mange år. Vi har tidligere set eksempler på årlige omkostninger op mod 900 procent. Det er slut nu. Med det nye indgreb sætter vi både en langt lavere grænse for, hvor høje de årlige omkostninger må være, og vi sætter et loft over, hvor meget man som forbruger maksimalt skal betale tilbage i renter og gebyrer. Og oven i det gør vi det ulovligt at reklamere for lån med en årlig omkostning i procent på mere end 25.”
”Jeg er stolt af, at et bredt flertal i Folketinget er med til at sætte ind over for kviklånene. Vi får nu en af de strammeste reguleringer af markedet for forbrugslån i EU, så det er en god aftale, der beskytter forbrugerne. Det er stadig muligt at låne til et nyt køleskab. Nu bliver det bare til en langt lavere rente.”
De nye regler sikrer forbrugerne mod kviklån i fremtiden på flere måder:
- ÅOP-loft: I dag bliver der udbudt lån med årlige omkostning i procent (ÅOP) på mere end 800. Det er slut nu. Med loven forbydes alle forbrugslån, der har en ÅOP over 35 pct.
- Markedsføringsforbud: Med loven indføres et markedsføringsforbud, der betyder, at virksomheder, der udbyder lån med en ÅOP over 25 pct., ikke må markedsføre nogen forbrugslån overhovedet. Det bliver dermed forbudt at reklamere for de dyre kviklån i busser og tog. Desuden indføres et forbud mod markedsføring af kviklån på TV i sammenhæng med spil og gambling.
- Omkostningsloft: Som et tredje element sættes en stopper for forretningsmodeller, hvor man tjener penge på rykkergebyrer og andre strafrenter. Konkret indføres et omkostningsloft, så man maksimalt kan betale det dobbelte af lånet tilbage i renter, gebyrer og afdrag samlet set.