Retningslinjerne er opdateret på baggrund af bl.a. aftalen om forsamlingsforbuddet, der lemper forsamlingsforbuddet og muliggør mere aktivitet for fx konferencesteder og restauranter. Fase 3 i genåbningen af Danmark har desuden muliggjort åbning af lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter som fx badelande, træningscentre og spafaciliteter på hoteller. Retningslinjerne er også opdateret med anbefalinger til fx campingpladser og konferencesteder.
Retningslinjerne er udarbejdet efter dialog mellem Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Arbejdstilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed samt erhvervslivets og arbejdsmarkedets parter og skal bidrage til, at de omfattede virksomheder kan minimere risikoen for smitte, så det er trygt for både kunder og medarbejdere.
Arbejdstilsynet og Erhvervsstyrelsen vil løbende vejlede og kommunikere om retningslinjerne.
De opdaterede retningslinjer for restauranter, caféer, overnatnings- og konferencesteder m.v.
For yderligere information:
Er du virksomhed eller organisation, kan du få mere information på Virksomhedsguiden.dk eller Erhvervsstyrelsens hotline på tlf. 72 20 00 34 (hverdage 08.30-16.00 / fredag 09.00-15.00).
Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07.