Den nye analyse tager temperaturen på de 1.500 life science-virksomheder i Danmark, og tallene bekræfter en industri i fremgang. Analysen viser blandt andet, at værditilvæksten i life science-industrien er mere end fordoblet fra 2008-2017 med en gennemsnitlig årlig vækst på 10 pct. Det er fem gange så højt som det øvrige danske erhvervsliv.
Markant fald i CO2-udledning
Som noget nyt er der i årets fodaftryksanalyse også blevet regnet på life science-industriens samlede CO2-udledning, og den er faldet markant. For mens værditilvæksten er blevet 9 gange større siden 1990, så er life science-industriens samlede CO2-udledning faldet med 55 pct. i samme periode.
”Vi skal investere os ud af corona-krisen, og analysen bekræfter, at grønne tiltag godt kan gå hånd i hånd med flere arbejdspladser og vækst. Det er derfor afgørende, at vi fortsætter med at holde hånden under virksomhederne med gode rammevilkår og målrettede initiativer. Det gælder også for life science-industrien.” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Flere ansatte og mere salg i udlandet
Life science-industrien er generelt en af Danmarks helt store eksportsektorer. De seneste 10 år har life science-industrien næsten tredoblet eksporten til i alt 142 mia. kr i 2019. Det svarer til 19 pct. af Danmarks samlede vareeksport.
Derudover skaber life science-industrien beskæftigelse til 47.000 fuldtidsansatte. Beskæftigelsen er vokset med 18 pct. fra 2008-2017, mens den for det samlede danske erhvervsliv er faldet i samme periode med 4 pct.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Danmark har en life science-industri i verdensklasse. I en tid hvor regeringen arbejder for at genstarte Danmark efter corona, er det utroligt positivt, at virksomheder skaber vækst og arbejdspladser. Life science-sektoren har etableret sig som et af vores mest konkurrencedygtige erhverv med en tæt sammenhæng til det stærke danske velfærdssamfund, og den styrkeposition skal vi værne om og fortsætte med at udvikle.”
Analysen viser desuden, at life science-industriens vækst adskiller sig fra den øvrige industri på en lang række parametre. Det gælder blandt andet produktivitetsniveauet, hvor hver medarbejder i life science-industrien årligt skaber værdi for lige under 2 mio. kr. Produktivitetsniveauet i life science-industrien er således dobbelt så højt som i det øvrige erhvervsliv. Life science-virksomhederne står også for mere end en tredjedel af al privat forskning og udvikling i landet.
Det er anden gang, at Erhvervsministeriet offentliggør en samlet analyse af life science-industriens økonomiske fodaftryk. Analysen offentliggøres ved et arrangement i Dansk Industri den 10. september 2020
Læs analysen ”Life science-industriens økonomiske fodaftryk” her
Se infografik om life science-industriens økonomiske fodaftryk her
Pressehenvendelser rettes til presserådgiver Camilla Weigel telefon: 91337097