Internettet kan være en guldgrube for shoppelystne unge, men også et eldorado med masser af faldgruber.
Nye tal fra den europæiske varemærkeorganisation, EUIPO, viser nu, at unge mellem 15 og 24 år oftere end andre danskere risikerer at støtte organiserede kriminelle grupper, når de handler på nettet. Der kan f.eks. være tale om bagvedliggende handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse eller menneskehandel.
Hele 18 pct. af de unge mellem 15 og 24 år har købt kopivarer på nettet uden at vide det. Og 27,6 pct. har været i tvivl om, hvorvidt et produkt, de har købt, var ægte.
”Alt for ofte bruges de store tech-platforme til køb og salg af produkter på nettet, som kan være farlige og ikke mindst ulovlige. Det må simpelthen ikke ende i hænderne på vores unge mennesker, der i god tro handler på nettet. Men desværre kan det være meget svært at stille nogen til ansvar for de kriminelle handlinger. I regeringen er vi meget opmærksomme på udfordringerne med de store tech-giganter, og at der er behov for at finde løsninger. Det skal være trygt for vores unge generation at handle på nettet,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Kampagne skal hjælpe til tjek af kopivarer
For at få de unge forbrugere til at stoppe med at købe falske varer, lancerer Patent- og Varemærkestyrelsen, i anledning af Verdens Anti-piratkopieringsdag den 8. juni, derfor en ny digital kampagne ’Check the tag’.
”Med kampagnen opfordrer vi unge til at se sig godt for, inden de med et hurtigt klik får købt en kopivare på nettet. Det, der kan se fint og flot ud, kan vise sig at have en bagside, der kommer til syne, hvis man undersøger, hvor varen egentlig stammer fra. De kriminelle bagmænd bliver dygtigere og dygtigere, og det er let at overse, at en vare er falsk, og at den derudover kan gemme på andre typer af alvorlig kriminalitet som fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse, hvidvask, dokumentfalsk og menneskehandel. Men ved at se efter få tegn, kan du undgå at komme til at købe en kopivare og i stedet vælge den ægte,” siger Barbara Suhr Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Det er ulovligt at sælge kopivarer erhvervsmæssigt, men de kriminelle tjener enorme summer på den ulovlige handel med kopivarer.
Ifølge PVS forfalskes nærmest alle typer af produkter på nettet f.eks. kosmetik, legetøj, sportsudstyr, lægemidler, reservedele til biler og elektronik. De falske produkter kan være farlige for forbrugerne, da de kriminelle gerne benytter billige, farlige og i nogle tilfælde sundhedsskadelige stoffer.
Læs mere om kampagnen her.
Fakta: Danske myndigheders arbejde for at bekæmpe kopihandel
- Danmark er blandt de lande, som yder en stærk indsats til bekæmpelse af handlen med kopivarer. 12 myndigheder samarbejder tæt om at bekæmpe problemet gennem Ministeriernes Netværk mod IPR-krænkelser.
- Patent- og Varemærkestyrelsen driver ’Hotline om kopivarer’, som yder vejledning til både forbrugere og virksomheder - herunder om både forebyggende tiltag og håndhævelse overfor kopister.
- Forbrugerne kan søge hjælp på jegvælgerægte.dk og finde tips til, hvordan man undgår at købe kopivarer. Find tjeklisten til nethandel her.
Læs mere på www.jegvælgerægte.dk, som drives af Ministeriernes Netværk mod IPR-krænkelser.
For yderligere kontakt:
Erhvervsministeriet: Presserådgiver Caroline Gerd Frandsen, tlf. 91 39 94 07, cagefr@em.dk
Patent- og Varemærkestyrelsen: Tine Heide Thomsen, tlf. 20 76 92 08, tiht@dkpto.dk