Erhvervsministeren deltager i rutepræsentation af Tour de France 2022

Publiceret 13-10-2021

I dag rejser erhvervsminister Simon Kollerup til Paris, hvor han sammen med H.K.H Kronprinsen skal overvære præsentationen af den samlede rute for Tour de France, som indledes i Danmark næste år. I forbindelse med besøget vil der også være fokus på danske virksomheder.

For første gang nogensinde kommer verdens største cykelløb Tour de France til Danmark næste år, hvor der skal tilbagelægges knap 400 kilometer på dansk jord.

Det er en oplagt chance for at fremme dansk erhvervsliv og styrkepositioner. Derfor deltager erhvervsminister Simon Kollerup i dag i præsentationen af den samlede rute sammen med H.K.H. Kronprinsen i Paris, og ministeren skal derudover også deltage i en dansk erhvervsdelegation i forlængelse af rutepræsentationen. Her vil der blandt andet være fokus på virksomheder, som arbejder med sundhed, grønne løsninger og fødevarer.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Det bliver stort at se, hvordan det til næste år vil være vores danske marker og smukke byer, der vil være på skærmene over hele verden, når Tour de France løber af stablen. Det at få verdens mest kendte cykelløb til Danmark giver os en helt unik mulighed for at vise vores danske DNA frem både til dem hjemme i stuerne, men også til de mange turister, vi forventer at se. Det bliver en folkefest, og det er et helt oplagt udstillingsvindue for dansk erhvervsliv. Jeg glæder mig derfor meget til allerede nu at sætte fokus på vores dygtige virksomheder i Paris, så endnu flere får øjnene op for vores mange styrkepositioner inden for grønne og digitale løsninger.”

Rutepræsentationen og ministerens øvrige besøg i Paris løber frem til fredag.

For mere information kontakt:

Camilla Weigel, cachwe@em.dk, tlf.: 91 33 70 97