Efter femten måneders forhandlinger blev der indgået aftale om DMA’en, som er ét af Europa-Kommissionens techforslag. Der er tale om regler, der vil sætte helt nye globale standarder.
”Det skal være os, der sætter rammerne for tech-giganterne – ikke omvendt. Derfor er jeg glad for, at EU i går aftes har sikret de første internationale spilleregler for, hvordan vi sætter en stopper for unfair konkurrenceadfærd fra store tech-giganter. Udviklingen er på mange måder god, fordi de f.eks. skaber nye forretningsmuligheder for danske virksomheder, men der er også mange skyggesider ved platformenes forretningsmodeller, der bl.a. gemmer og udnytter vores data for at generere salg og trafik. Nu sætter vi helt nye globale standarder for, hvad vi betragter som åbne, retfærdige og konkurrencefyldte digitale markeder, der understøtter europæiske og ikke mindst danske værdier”, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Med den nye forordning indføres der blandt andet et forbud mod, at de store teknologiselskaber favoriserer deres egne produkter og tjenester frem for andre selskaber.
Derudover får brugere mulighed for at slette forudinstallerede apps. De får også mulighed for at bruge digitale tjenester uden at skulle acceptere, at deres data bliver delt med andre af virksomhedens platforme.
I tilfælde af større brud på den nye lov skal selskaberne kunne straffes hårdt bl.a. med høje bøder.
Næste skridt i processen er, at aftalen skal formelt godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet. Når forordningen er vedtaget, vil den være direkte gældende i hele EU og vil gælde seks måneder efter ikrafttrædelsen.
For yderligere information kontakt:
Erhvervsministeriets pressetelefon på tlf. 91337044