Nyt værktøj skal gøre bæredygtighed lettere

Publiceret 25-04-2023

Kommende EU-regler gør, at mange SMV’er bliver mødt af nye krav fra bl.a. kunder og investorer, om at dokumentere deres arbejde med bæredygtighed. En overvældende opgave for mange, hvorfor regeringen nu tager først skridt til at hjælpe virksomhederne.

Erhvervsminister Morten Bødskov lancerer i dag en bred indsats målrettet de danske SMV’er, som skal styrke dem i deres bæredygtige omstilling.

Håbet er at indsatsen kan give danske virksomheder en konkret konkurrencefordel i markedet, hvor efterspørgslen af data om bærerdygtighed kun er stigende.

”Når jeg er ude at besøge virksomheder i Danmark, oplever jeg, at mange af de små og mellemstore virksomheder arbejder strategisk med at blive mere bæredygtige. Men det kan være en stor opgave at finde rundt i de mange forskellige og komplekse regler der i disse år kommer fra EU. Derfor sætter vi nu ind med målrettet hjælp og vejledning for at få flere virksomheder med på den bæredygtige vogn. Det vil nemlig styrke virksomhedernes konkurrenceevne, skabe vækst og arbejdspladser,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Fra 2024 vil de største danske virksomheder blive mødt af nye EU-regler, der forpligter dem til at rapportere om deres arbejde med bæredygtighed. Det kan bl.a. omfatte data om deres miljø- og klimaaftryk, men også, om f.eks. arbejdsforholdene hos deres underleverandører er i orden.

Indhentning af den data rammer allerede nu mange SMV’er. Som underleverandører bliver de mødt af nye krav fra kunder, banker, investorer, myndigheder og samarbejdspartnere om at dokumentere deres arbejde med bæredygtighed. Mængden af data, der skal leveres, kan dog være en overvældende opgave for mange små og mellemstore virksomheder.

Den nye indsats vil indeholde helt konkrete redskaber, bl.a. en skabelon, som virksomhederne kan anvende til at opgøre deres nøgletal inden for miljø, klima, sociale og ledelsesmæssige forhold. Samtidig åbnes der for, at virksomhederne gennem klimakompasset.dk kan få hjælp til at beregne en række klima- og miljømæssige nøgletal.

Der vil også være konkret vejledning og et digitalt ansvarlighedstjek, der skal hjælpe virksomhederne med at komme i gang med at udføre en såkaldt due diligence for bæredygtighed gennem seks konkrete skridt.

Vejledningen ligger på Virksomhedsguiden og indeholder både værktøjer og skabeloner, som virksomhederne kan downloade, samt cases og inspirationsmateriale. Vejledningen vil løbende blive videreudviklet for at afspejle den seneste udvikling på bæredygtighedsområdet.

Find vejledningen her: 

For yderligere information kontakt:

Erhvervsministeriet pressetelefon: 9133 7007