Krig på europæisk jord, pres på forsyningskæder og geopolitiske spændinger er den nye virkelighed, som danske virksomheder opererer i. Det betyder, at markederne bliver mindre frie og mere usikre, og det skaber udfordringer for erhvervslivet.
Derfor har regeringen nedsat et nyt Virksomhedsforum for globale risici, hvor topchefer fra erhvervslivet og eksperter skal rådgive regeringen om rammevilkår og afhængigheder, der er særligt kritiske for dansk erhvervsliv og danske styrkepositioner.
”Verden er forandret, og med det kommer nye udfordringer, som danske virksomheder skal navigere i. Usikre markeder og forsyningskæder, der er gået i stå, er bare nogle er de udfordringer, som vores erhvervsliv skal tackle i hverdagen. Her har vi et ansvar for at sikre så meget stabilitet som muligt. Derfor er jeg glad for, at toppen af dansk erhvervsliv og førende eksperter vil komme med anbefalinger, så vi får fokus på sårbarhederne. Det handler kort og godt om at sikre danske styrkepositioner og vækst,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Forummet skal levere konkrete anbefalinger til at nedbringe virksomhedernes sårbarhed over for globale risici, som kan give input til regeringens kommende globaliseringsstrategi for dansk erhvervsliv.
”Dansk erhvervsliv står i en tid med mange komplekse udfordringer. Derfor er det et vigtigt arbejde, vi nu tager fat på i Virksomhedsforum for globale risici. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for arbejdet med at identificere sårbarheder og muligheder, samt give de danske virksomheder og regeringen nogle konkrete anbefalinger, så vi sammen har et stærkere værn mod globale kriser,” siger formand for Virksomhedsforum for globale risici, Niels Smedegaard.
Virksomhedsforum for globale risici består af:
- Niels Smedegaard (formand), bestyrelsesformand og medlem af bestyrelsen i ISS, DSV m. fl., samt tidligere CEO i DFDS
- Asger S. B. Lauritsen, COO i FLSmidth
- Carsten Egeriis, CEO i Danske Bank
- Henrik Andersen, CEO i Vestas
- Lisbeth Barnbæk Nielsen, CEO i BM Silo
- Nader Mousavizadeh, CEO i Macro Advisory Partners
- Stine Haakonsson, Lektor ved Copenhagen Business School
- Tina Sejersgaard Fanø, Koncerndirektør i Novozymes
Forummet mødes efter planen første gang den 22. august 2023 og afleverer sine anbefalinger til regeringen inden sommeren 2024.