Ukrainske iværksættere får millionindsprøjtning

Publiceret 27-11-2023

Ukrainske flygtninge i Danmark får nu 5. mio. kr. til at udvikle kompetencer, når de skal drive virksomhed og springe ud som iværksættere. Initiativet kommer fra projektet The European-Ukrainian Hub, der støtter integrationen af ukrainske flygtninge på det danske arbejdsmarked.

Ukrainske flygtninge får en hjælpende hånd til at komme ind på det danske arbejdsmarked.

For et år siden besluttede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse at sætte 7,9 mio. kr. af til en særlig indsats for ukrainske flygtninge under EU-projektet Iværksætterdanmark.

Indsatsen havde fokus på flygtningenes kompetencer til at starte og drive virksomhed og har sidenhen klædt mere end 1.100 ukrainske flygtninge på til livet som selvstændige.

Og nu har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse besluttet at støtte projektet The Ukrainian-European Hub med yderligere 5 mio. kr.

Erhvervsminister Morten Bødskov:

Med Putins forfærdelige invasion af Ukraine er det vigtigt, at Danmark viser sin støtte. Danmark har allerede gået forrest, når det kommer til militær støtte, men vi skal også huske at tænke på fremtiden. Derfor giver vi nu ukrainske flygtninge i Danmark, som ønsker at springe ud som iværksættere en hjælpende hånd. Det er både noget, de kan bruge, mens de er her i Danmark, men det er også kompetencer, dekan bruge til at styrke genopbygningen af Ukraine i fremtiden.

Forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Christian Motzfeldt:

Med støtten til The European-Ukrainian Hub ønsker vi at gøre endnu flere ukrainske flygtninges vej mod selvforsørgelse kortere. Projektpartnerne har god erfaring med at afvikle forløb med fokus på iværksætteri og forretningsudvikling, og ved at løfte flygtningenes kompetenceniveau, gør vi dem samtidig i stand til at bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse under opholdet i Danmark.

The European-Ukrainian Hub forventer, at 800 ukrainske flygtninge vil deltage i projektet, og at 263 ukrainere vil starte egen virksomhed efter deltagelsen.

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07