Overalt i verden rykker bæredygtighed og grøn omstilling længere og længere frem, og efterspørgslen på innovative løsninger stiger.
Nu får danske virksomheder en oplagt mulighed for at vise dansk innovation frem for hele verden - både på det grønne område og inden for andre danske styrkepositioner som life science, fødevarer og skibsfart.
Verdensudstillingen EXPO 2025 i Japan er en unik platform for at tiltrække international interesse, men også for at danske virksomheder kan profilere sig over for japanske beslutningstagere og den japanske befolkning.
Erhvervsminister Morten Bødskov:
”EXPO 2025 er et udstillingsvindue, som vi fra dansk side skal bruge til vores egen fordel. For vi ved, at udlandet allerede ser mod Danmark for morgendagens løsninger. Med EXPO får dansk erhvervsliv, sammen med vores nordiske naboer, en enestående chance for at vise sig frem for hele verden og skabe nye samarbejdsrelationer. Og på den måde sikre fremgang på vores eksportmarkeder i såvel Japan som resten af verden.”
Japan er verdens 3. største økonomi og Danmarks 16. største eksportmarked.
Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige deltager sammen ved EXPO 2025 i Osaka Japan, og har alle gode traditioner for at sætte præg på verdensudstillingerne med en markant pavillon og udstillingsindhold.
Det forventes, at omkring 175 lande og internationale organisationer deltager samt at 28 mio. gæster vil besøge udstillingen, hvoraf 2 mio. forventes at besøge den nordiske pavillon.