Turismeerhvervet i Danmark fortsætter den gode stime, og har i 2023 sat en ny rekord for antallet af udenlandske turistovernatninger til og med august, som nu ligger hele 4,35 pct. over niveauet fra samme periode sidste år.
Dette fremgår af den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik. Det samlede overnatningstal for året indtil videre ligger på 46,68 mio. overnatninger, hvilket dog svarer til et mindre fald på 0,17 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Det skyldes et mindre fald i antal danskerne, som har holdt sommerferie i Danmark.
I sommermånederne juni, juli og august er antallet af indenlandske overnatninger således faldet med 6,74%, mens antallet af udenlandske overnatninger i sommermånederne ligger en anelse under sidste års niveau. Til gengæld har der været stor fremgang i antallet af overnattende gæster fra de sydeuropæiske lande ligesom, at antallet af overnatninger fra f.eks. Nederlandene er steget med 6,18% over sommeren.
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
De imponerende tal for turismeovernatninger er fantastiske nyheder for Danmark. De mange overnatninger på danske hoteller og hyggelige kroer skaber arbejdspladser på tværs af hele landet. Samtidig er det afgørende, at vi fortsætter med at forlænge turismesæsonen f.eks. gennem erhvervsturismen, som i særdeleshed bidrager med turister uden for højsæsonen. Nu er det tid til at bygge videre på denne succes og tiltrække endnu flere turister på tværs af alle forretningsområder.