Flere og flere turister besøger Danmark. I 2019 blev der registreret 56,1 mio. overnatninger i Danmark, hvilket er en fremgang på 14,5 procent i forhold til 2015.
Den nationale strategi for dansk turisme sætter en fælles retning for dansk turisme frem mod 2025.
Turismeerhvervet dækker over en bred gruppe af erhverv, som bidrager til dansk økonomi og beskæftigelse, og som er med til at få det danske samfund til at hænge sammen. Turismeerhvervet dækker bl.a. over hoteller, konferencecentre, campingpladser, ferieboliger, rejsebureauer og restauranter. Dertil kommer de andre erhverv, som turismen også giver omsætning til, fx transport og detailhandel.
Den nationale strategi for dansk turisme
Med den nationale strategi for dansk turisme (september 2016) ønsker regeringen at styrke indsatsen for dansk turisme. Offentlige og private turismeaktører skal i fællesskab håndtere de udfordringer, som dansk turisme står overfor, og omfavne de muligheder, som ændrede tendenser åbner op for.
Pejlemærker frem mod 2025:
- Danmark skal have en tredjedel flere turister i 2025, svarende til 17 mio. flere overnatninger i forhold til 2025.
- Turismeomsætningen skal nå 140 mia. kr. i 2025, svarende til en vækst på ca. 45 mia. kr. i forhold til 2014.
- De udenlandske turister skal i 2025 være mindst lige så tilfredse med ferieoplevelsen i Danmark som gennemsnittet for Nordeuropa.
Den nationale strategi for dansk turisme indeholder en række initiativer inden for fem strategiske indsatsområder: ”Mere effektiv markedsføring målrettet relevante målgrupper”, ”Bedre tilgængelighed, internet og skilte”, ”Bedre turistoplevelser i Danmark”, ”Moderne planlov og øget turismekapacitet” og ”Konkurrenceevne og gode rammevilkår”.
Den nationale strategi for dansk turisme