Statsstøtte

Statsstøtteudvalget og statsstøttesekretariatet rådgiver centraladministrationen i spørgsmål om statsstøtte, når der er i tvivl om, hvorvidt påtænkt lovgivning, initiativer til støtteordninger eller offentlig finansiering indeholder statsstøtte. Gennem dialog med statsstøttesekretariatet sikres det, at danske regler og udgiftsinitiativer udformes og designes i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.

Statsstøttesekretariatet holder til i Erhvervsministeriets departement og fungerer som sekretariat for regeringens Statsstøtteudvalg. De daglige opgaver for sekretariatet omfatter bl.a. vejledning af ministerierne og deres styrelser med at vurdere om et konkret initiativ, projekt eller lovforslag indeholder statsstøtte. Sekretariatet hjælper også med at se på, hvorledes en ordning kan designes, så der ikke opstår statsstøtteretlige udfordringer og sager med ulovlig statsstøtte undgås. 

Regler og regulering af statsstøtte

Statsstøtteudvalget og statsstøttesekretariatet kan vejlede om muligheden for, hvorvidt et initiativ i sidste ende indebærer statsstøtte. Sammen med den ansvarlige støttegivende myndighed hjælper sekretariatet med at designe en støtteordning og hvis nødvendigt tale med Kommissionen om ordningens forenelighed med reglerne. Statsstøttesekretariatet har dog ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der rent faktisk er tale om statsstøtte eller om støtten vil være forenelig med det indre marked. Det er alene Kommissionen, der endeligt kan afgøre disse spørgsmål.
Statsstøtteområdet er reguleret af EU-retten, som har forrang for medlemsstaternes nationale love. Det er derfor en fordel, at man først orienterer sig i forhold til det regelsæt, der er fastsat med EU-traktatens artikel 107 og 108 om statsstøtte. Konkurrencelovens regler om konkurrenceforvridende støtte findes i lovens § 11a. 

Relevante regler på Kommissionens statsstøtteside eller hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen 

Offentliggørelse af statsstøtte i Statsstøtteregistret

De danske myndigheder er i en række nye EU-retsakter om statsstøtte blevet forpligtet til at registrere statsstøtte i et offentligt webbaseret statsstøtteregister fra 1. juli 2016. Forpligtelsen omfatter alle statsstøttebeløb, der tildeles virksomheder på over 500.000 EUR.  

(Der gælder særlige tærskler på landbrugs- og fiskeriområdet). Det er de myndigheder, der udbetaler statsstøtte, som skal foretage indberetningerne og har ansvaret for oplysningerne i registret. 

Indberet til Statsstøtteregistret

Alle it-spørgsmål om anvendelsen af registret vil blive besvaret ved kontakt til Erhvervsstyrelsen. Statsstøtteretlige og juridiske spørgsmål om registret kan rettes til Statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet.

Statsstøttehåndbogen

Statsstøttehåndbogen er et af Statsstøttesekretariatets værktøjer til at sikre, at Danmark undgår sager om ulovlig statsstøtte. Håndbogen indeholder en fyldig beskrivelse af statsstøttebegrebet og mange praktiske informationer om processer for en støtteordning fra initiativ til den faktiske udmøntning. Det er det enkelte ministerium eller institutions ansvar at sikre opfyldelsen af bestemmelserne for statsstøtte i EU, men Statsstøttesekretariatet står til rådighed med vejledning.

I håndbogen finder du mange flere og mere dybdegående informationer om bl.a.:

  • Statsstøttebegrebet og forenelig statsstøtte
  • Anmeldelsesprocedurer til Kommissionen via SANI-systemet
  • Ulovlig statsstøtte

Læs mere i Statsstøttehåndbogen

Tjekliste for vurdering af forenelighed med statsstøttereglerne

Det kan være vanskeligt for den pågældende myndighed, ministerie eller styrelse at vurdere om et initiativ kan indeholde statsstøtte. Der er mange informationer, der skal tages højde for. For at hjælpe denne proces allerede i opstartsfasen på et projekt, kan der være stor hjælp at hente i Statsstøttesekretariatets ”Tjekliste”. Den indeholder en række konkrete spørgsmål, der skal hjælpe med at afdække statsstøtteretlige aspekter, som skal håndteres.

Tjekliste

Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte

Kommissionen har 3. juni 2016 offentliggjort en meddelelse, der giver vejledning om, hvad der ligger i begrebet statsstøtte som defineret i TEUF art. 107, stk.1. Meddelelsens formål er bl.a. hjælpe offentlige myndigheder og virksomheder med at identificere, hvornår offentlige støtteforanstaltninger kan iværksættes uden at de udgør statsstøtte, og dermed ikke skal godkendes af Kommissionen. Offentlige myndigheder kan således bruge meddelelsen til at tilrettelægge tiltag på en måde, så de enten falder uden for EU's statsstøtteregler eller at initiativerne er forenelige med reglerne om hvordan statsstøtte kan ydes til virksomheder på det indre marked.  

Meddelelsen om statsstøttebegrebet er det sidste led i Kommissionens reform af statsstøttereglerne, der blev lanceret i 2012 og som har ført til revision og forenkling af 35 statsstøtte retsakter.

I meddelelsen giver Kommissionen en fortolkning af alle elementerne i definitionen af ​​statsstøtte. Meddelelsen tager udgangspunkt i retspraksis fra EU domstolen og Kommissionens egen praksis.

Meddelelsen adresserer støttebegrebet i relation til særligt udvalgte områder: offentlige investeringer i infrastruktur, kultur, uddannelse- og forskning, samt specifikke forhold på skatteområdet. Derudover bidrager meddelelsen til en fortolkning af, hvornår en støtte udelukkende har lokale virkninger og derfor ikke er omfattet af EU's statsstøtteregler.

Kommissionens meddelelse om begrebet statstøtte (pdf)  

EU-Kommissionens statsstøttescoreboard 2018

Kommissionen har den 7. januar 2019 offentliggjort den årlige oversigt over, hvor meget statsstøtte de enkelte EU-medlemsstater har ydet i perioden fra 2010 indtil udgangen af 2017. 

EU-Kommissionens statsstøttescoreboard 2018

Kontakt

Har du spørgsmål om statsstøtte, kan du kontakte statsstøttesekretariatets medarbejdere:

Preben Sandberg Pettersson, , tlf.: 91 33 72 55
Jens Muff Enevoldsen, , tlf.: 91 33 72 50
Stine Bredahl Kristiansen, , tlf.:91 33 72 28