Hoteller og forbrugere skal kende vilkårene på booking-platforme

01-02-2019
Nyhed

En ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at der er en vis konkurrence på markedet for bookingplatforme, men at der er plads til forbedring. Både hoteller og forbrugere mangler ofte viden om de gældende vilkår på bookingplatformene.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har undersøgt markedsforholdene blandt hotelbookingplatforme i analysen "Bookingplatforme, hoteller og forbrugere”. Generelt viser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport, at der er en vis konkurrence mellem platformene.

Dog viser undersøgelsen også, at især små og mellemstore hoteller har behov for at blive klædt bedre på til at forhandle med bookingplatformene og udnytte de digitale muligheder. Ligeledes viser undersøgelsen, at særligt de unge forbrugere har svært ved at gennemskue bookingportalernes salgsmekanismer og markedsføring.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

”Det er dejligt at se, at udviklingen går i den rigtige retning, og at der er en vis konkurrence mellem bookingplatformene. Men samtidig kan vi se, at der er plads til forbedring, og at vi fortsat skal arbejde for at styrke konkurrencen imellem platformene, blandt andet ved at hjælpe de små hotelvirksomheder og forbrugerne til bedre at kunne agere på platformene. 

For eksempel ser vi et behov for, at hotellerne får bedre kendskab til de gældende vilkår som fx prisklausuler, så de bedre kan forhandle med bookingplatformene til gavn for både hotellerne selv og for forbrugerne. Samtidig skal vi se på, om vi kan hjælpe forbrugerne til bedre at kunne gennemskue bookingplatformenes markedsføringstricks.”

Som opfølgning på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport, har erhvervsministeren derfor bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at igangsætte en række tiltag:

  • Øget kendskab blandt hoteller til bookingplatformenes vilkår og betingelser: 
    Via yderligere oplysning målrettet de små og mellemstore hoteller, skal hotellerne klædes bedre på til at forhandle med bookingplatformene og udnytte de digitale muligheder. Det kan give besparelser til hotellerne – og i sidste ende til kunderne.

    Fx viser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse, at 40 procent af hotellerne ikke ved, at platformenes prisklausuler er ændret, så hotellerne nu gerne må annoncere med lavere priser andre steder, fx på konkurrerende platforme. Kun på hotellets egen hjemmeside forpligter hotellet sig til ikke at annoncere med en billigere pris end prisen på platformene, men hotellet må gerne tilbyde en lavere pris, hvis gæsten henvender sig direkte til hotellet.

  • Fokus på bedre beskyttelse og oplysning af forbrugerne: 
    Forbrugerne vil have gavn af større oplysning om og forståelse for de markedsføringstricks og salgsmekanismer, som findes på portalerne. På baggrund af undersøgelsen lanceres derfor et nyt oplysningsinitiativ målrettet unge voksne, som ifølge analysen er den gruppe i Danmark, som føler sig mest pressede af salgsmekanismerne på portalerne.
    Det ligger endnu ikke fast, hvordan oplyningsarbejdet præcis skal udformes, men tanken er, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil gå i dialog med brancheorganisationerne for hoteller om et samarbejde på området.

  • Arbejde for større gennemsigtighed på EU-niveau: 
    I forlængelse af oplysningsarbejdet, arbejder regeringen i EU for, at platformene blandt andet forpligtes til at gøre det mere tydeligt over for forbrugerne, hvilke hoteller der har betalt for at blive vist højere på listen i forbindelse med en søgning på platformen. Ligeledes arbejdes der i EU på at gøre det lovpligtigt for bookingplatformene at beskrive forståeligt, hvordan de rangerer hotellerne, og at offentliggøre eventuelle restriktioner, som platformene sætter for hotellerne, for eksempel i form af prisklausuler.

Læs analysen "Bookingplatforme, hoteller og forbrugere" på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside

 

Kontaktperson:
Presserådgiver Sara Ringgaard Price,
, tlf.: 91 39 94 07