COVID-19: Regeringen og alle Folketingets partier er enige om at justere og udvide hjælpepakker til dansk økonomi

18-04-2020
Nyhed

En række af tiltagene i hjælpepakkerne bliver nu forlænget med en måned til 8. juli. Derudover er der aftalt nye tiltag for at forhindre fyringer og konkurser.

Erhvervsminister Simon Kollerup

Regeringen og alle Folketingets partier indgik den 19. marts en aftale om omfattende hjælpepakker til danske lønmodtagere og virksomheder. Aftaleparterne er nu enige om at justere hjælpepakkerne og tilføje nye tiltag, så hjælpepakkerne kan holde hånden under endnu flere virksomheder, selvstændige og arbejdspladser.

Aftaleparterne er blevet enige om følgende:

 

  • En forlængelse af ordningen for kompensation for faste omkostninger med en måned til og med d. 8. juli samt udvidede muligheder for at få kompensation.
  • En forlængelse af kompensationsordningerne til selvstændige og freelancere med en måned til og med d. 8. juli samt øget kompensationsgrad. Der bliver også etableret en ny kompensationsordning for freelancere med blandede A- og B-indkomster.
  • Udbetaling af indbetalt moms som et rentefrit lån til små og mellemstore virksomheder samt af indbetalt lønsumsafgift til visse erhverv bl.a. fysioterapeuter, tandlæger og taxavognmænd.
  • Udskydelse af betalingsfristen for lønsumsafgiften for 2. og 3. kvartal for visse erhverv bl.a. fysioterapeuter, tandlæger og taxavognmænd mv.
  • Midlertidig suspendering af loftet på skattekontoen for virksomhedernes indbetaling af A-skat, moms mv.
  • Udbetalinger fra skattekreditordningen vedrørende indkomståret 2019 fremrykkes fra november 2020 til juni 2020.
  • Etablering af en midlertidig matchfacilitet i Vækstfonden.
  • Eksport- og investeringspakke til styrkelse af danske eksportvirksomheder og fastholdelse af danske arbejdspladser.
  • Etablering af en national platform i samarbejde med private crowdfundingplatforme.
  • Et ekstraordinært løft af Innovationsfondens Innobooster-ordning i 2020.
  • Timekravet for optjening af seniorpræmie på 1.560 timers beskæftigelse over 12 måneder vil blive nedsat svarende til 4 måneder.
  • En forlængelse af suspendering af anciennitetstælling i dagpengesystemet, den midlertidig forlængelse af retten til sygedagpenge samt suspendering af G-dage til og med d. 30. juni.
  • Endvidere skal det undersøges, hvorvidt der kan findes en løsning for personer, der har vanskeligt ved at møde fysisk på arbejde, fordi de af helbredsmæssige årsager er i en særlig risikogruppe for smitte med COVID-19.

 

Regeringen og alle Folketingets partier enige om, at der i den forlængede og udvidede ordning for faste omkostninger, indføres en betingelse i kompensations-bekendtgørelserne om, at ansøgende virksomheder som en forudsætning for at modtage kompensation i den forlængede periode på tro og love skal erklære, at virksomhederne ikke vil udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsårene 2020 og 2021. Betingelsen vil gælde for virksomheder, der modtager mere end 60 mio. kr. i kompensation i 2020 i kompensationsordningen for faste omkostninger. Virksomheder vil senere kunne frigøre sig fra disse begrænsninger ved at tilbagebetale udbetalt støtte efter denne ordning ud over 60 mio. kr.

Aftaleparterne er enige om, at virksomheder, der søger om kompensation efter forlængelsen af ordningerne skal betale den skat, som de er forpligtede til i henhold til internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at virksomheder med base i skattely i henhold til EU’s retningslinjer ikke kan modtage kompensation, i det omfang det er muligt at afskære dem efter EU-retten og eventuelle andre internationale forpligtelser.

Parterne noterer sig herudover, at regeringen og arbejdsmarkedets parter vil indlede drøftelser om en forlængelse af lønkompensationsordningen.

Læs aftaleteksten her.

Læs faktaark her.

Yderligere oplysninger

Er du virksomhed eller organisation, kan du få mere information på Virksomhedsguiden.dk eller Erhvervsstyrelsens hotline på tlf. 72 20 00 34 (hverdage 08.30-16.00 / fredag 09.00-15.00).

Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07.