Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nye og forlængede corona-tiltag: Her er hjælpen til dansk erhvervs-, kultur- og idrætsliv

07-12-2020
Nyhed

Regeringen præsenterer i dag en række nye tiltag samt en forlængelse af samtlige nationale COVID-19-tiltag, der også har konsekvenser for dansk erhvervsliv. Formålet er at holde corona-smitten nede og dermed undgå en hård nedlukning omkring jul og nytår.

Erhvervsminister Simon Kollerup.

December er en måned med mange traditioner og sociale arrangementer med familie og venner fra hele landet. Kombineret med det koldere vejr og den travle julehandel er der dog risiko for, at smitten med corona-virus eskalerer yderligere henover jul og nytår.

Og med de seneste ugers stigende smittetal særligt i hovedstadsområdet har regeringen i dag besluttet at forlænge de allerede gældende nationale tiltag til og med den 28. februar 2020. Derudover sættes der også ind med yderligere tiltag for at inddæmme smitten både i hovedstadsområdet og i en række kommuner i landet over.  

Fra den 9. december 2020 vil de skærpede tiltag i hovedstadsområdet, som blev præsenteret den 1. december 2020, dermed udvides til 38 kommuner. Og der tages en række yderligere tiltag for at inddæmme smitten, herunder at serveringssteder (undtaget take-away), kulturinstitutioner og idrætten skal holde lukket til og med 3. januar 2021.

Hjælpepakker

Det gælder fortsat, at virksomheder og selvstændige mv. får adgang til kompensationsordningerne, hvis de er omfattet af corona-restriktioner.

F.eks. vil tvangslukkede dele af erhvervs- og kulturlivet med de eksisterende hjælpepakker få adgang til kompensationsordningerne for selvstændige mv., fuld dækning for faste omkostninger og lønkompensation, hvis de mister al omsætning i perioden.

Samtidig vil leverandører til tvangslukkede virksomheder, der oplever en omsætningsnedgang på mindst på 30 pct. forbundet med gentagne og direkte transaktioner med de tvangslukkede virksomheder, have adgang til kompensation for faste omkostninger og kompensationsordningen for selvstændige mv.

Virksomheder har desuden med den midlertidige arbejdsfordelingsordning mulighed for, at nedsætte arbejdstiden med 50 pct. på lokale arbejdssteder, eller op til 80 pct., hvis det er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter inden for de pågældende organisationers overenskomstområde.

Virksomheder og selvstændige mv., som ikke er tvangslukkede, men som bliver hårdt ramt af corona-restriktionerne i form af f.eks. forsamlingsforbud og grænselukninger, vil også kunne få kompensation, hvis de lever op til adgangskravene i de forskellige hjælpepakker.

Det er senest aftalt, at hjælpepakkerne forlænges og gælder frem til og med den 28. februar 2021.

Læs Faktaark vedr. hjælpepakker her

Læs pjece om nye og udvidede tiltag her.

Få mere information

Læs mere på Sundhedsministeriets hjemmeside her.

Find hjælp til hvordan din virksomhed skal håndtere coronaregler, og hvordan du kan søge hjælp på www.virksomhedsguiden.dk eller ring til Erhvervsstyrelsens corona-hotline på 72 20 00 34

Hvis du er journalist og har brug for yderligere information, så kontakt Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07.