COVID-19: Ny aftale om hurtigere udbetaling og styrket kontrol

20-05-2020
Nyhed Aftaler og udspil

Regeringen har sammen med et bredt flertal af Folketingets partier indgået en aftale, som indebærer hurtigere udbetaling af hjælpepakken for faste omkostninger. Samtidig styrkes kontrollen på området.

Regeringen satte sammen med Folketingets partier i slutningen af april turbo på udbetaling af lønkompensationsordningen og kompensationsordningen for selvstændige.

Den bliver nu fulgt op med en ny aftale, som er indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet.

Her er det besluttet at sikre hurtigere udbetaling af kompensationsordningen for faste omkostninger og samtidig styrke indsatsen mod svindel med hjælpepakkerne.

”For mange virksomheder har corona-krisen sat dybe spor, og ikke af den gode slags. Jeg ved, mange har akut brug for hjælp, og derfor vil regeringen nu sammen med et bredt flertal af Folketingets partier sørge for, at vi får hjælpen til f.eks. tunge poster som husleje ud endnu hurtigere. Det håber jeg, vil give ekstra ro i maven der, hvor regningerne hober sig op,” siger erhvervsminister Simon Kollerup og fortsætter:

”Samtidig styrker vi nu indsatsen mod svindel med hjælpepakkerne endnu mere, end vi allerede har gjort, som modvægt til den hurtigere udbetaling. Det er en hårfin balance at få udbetalt pengene så hurtigt som muligt, og samtidig sikre at pengene ikke ender i de forkerte hænder. Heldigvis oplever vi, at langt de fleste virksomheder viser ansvar og følger reglerne.”

Torsten Schack Pedersen (V): ”Hjælpepakkerne skal komme virksomhederne reelt til gavn. Jeg har som erhvervsordfører modtaget mange henvendelser fra selvstændige og virksomhedsejere, som har fortalt, at hvis ikke hjælpen kommer ud hurtigt, så kan det være for sent. Derfor har Venstre presset regeringen for at få hjælpepakkerne udbetalt hurtigere. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu i fællesskab får sikret en hurtigere udbetaling af hjælpepakkerne. Det er der afgjort brug for.”

Katrine Robsøe (RV): ”Vores virksomheder kæmper lige nu for overlevelse. Det er helt afgørende, at vi får pengene ud til dem så hurtigt og sikkert som muligt, så de kan betale deres regninger. Vi skal hjælpe dem nu, så de også på den anden side af krisen kan skabe arbejdspladser og vækst i Danmark. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet en løsning, der hurtigere kan sende pengene derud, hvor der er så meget brug for dem. Det er samtidig vigtigt, at vi har fået en whistleblower-ordning og en ekspertgruppe med i aftalen, som kan sikre, at det er de rigtige, der får pengene.”

Hans Kristian Skibby (DF): ”Det er åbenlyst, at vi har haft behov for at følge op på den første aftale, som blev indgået meget hurtigt, og hvor også svagheder har vist sig. Med den her aftale sikrer vi forbedret kontrol omkring udbetalinger og sikrer samtidigt, at virksomhederne kan se frem til en hurtigere behandling af deres ansøgninger.”

Theresa Berg Andersen (SF): ”Endnu en aftale er landet på erhvervsområdet, den bidrager til en hurtig og sikker udbetaling af kompensationsordninger. Det handler forsat om at holde hånden under vores virksomheder. I denne aftale betyder det især noget for SF, at vi får en whistleblower-ordning. En ordning som medvirker til, at vi kan forhindre snyd og bedrag for fællesskabets penge. Det er vigtigt for SF, at borgerne har et sted hvor de kan henvende sig, når og hvis man bliver bevidst herom.”

Victoria Velasquez (EL): ”Dette er en rigtig god aftale, som skaber mere tryghed for de virksomheder og lønmodtagere, der er ramt af corona-krisen. Pengene kommer ud og virke, samtidigt med at kontrollen styrkes. Jeg er særligt glad for, at det lykkedes Enhedslisten at sørge for en whistleblowerordning, hvor medarbejdere kan henvende sig, hvis deres arbejdsgiver svindler med lønkompensation. Det har vi kæmpet for, siden vi gik i gang med at forhandle hjælpepakker. Dette er en hjælp til alle mennesker på lønkompensation. De får en forsikring for, at hvis deres arbejdsgiver beder dem komme på arbejde i strid reglerne, har de et sted at gå hen, som er fortroligt og sikkert. Vi håber stadig på, at det kan lykkes at få beskyttet medarbejderne endnu bedre, hvis de fx skulle blive opsagt, fordi de fortæller om virksomhedens snyd.”

Mona Juul (KF): ”Det er selvfølgelig et meget stort ønske fra konservativ side, at de allerede aftalte hjælpepakker faktisk kommer ud til virksomhederne i tide. Og lige om lidt skal virksomhederne igen betale løn og husleje. Det første er der allerede sat tempo på. Nu får vi trykket på speederen ift. udbetaling af kompensation for de faste udgifter, hvor netop husleje er en af de helt store poster. En af de poster der kan betyde, om en virksomhed og dens medarbejdere kan klare sig gennem krisen eller ej. Det eneste sted vi ønsker at sætte foden tungt på bremsen, er i forhold til evt. snyd med hjælpepakkerne. Det hverken kan eller vil vi acceptere og har derfor ønsket at sætte eksperter og brugere til at ”hacke” hjælpepakkerne, så vi kan sætte værn op mod både tilsigtet og utilsigtet snyd.”

Aftaleparterne er blevet enige om følgende:

  •          En fast track-løsning, hvor virksomhederne hurtigt kan få udbetalt kompensation for de omkostninger, de nemt og enkelt kan dokumentere, som f.eks. lejekontrakter.
  •          Øget brug af straksbehandling. Dermed kan en række oplysninger i ansøgningen om kompensation for faste omkostninger lægges til grund for udbetaling uden yderligere indledende kontrol.
  •          Der udarbejdes en digitaliseret revisorerklæring, så revisor skal anvende en fast skabelon i forbindelse med virksomheders ansøgning om kompensation for faste omkostninger.
  •          Der etableres en whistleblower-ordning, som giver medarbejdere, virksomheder, organisationer mv. mulighed for at indberette oplysninger om muligt svig.
  •          Der nedsættes en ekstern ekspertgruppe, der får til opgave at afdække, hvilke former for svig hjælpepakkerne åbner for, og hvilke yderligere typer kontrol, der kan være effektive i den henseende.
  •          Der nedsættes et brugerpanel bestående af virksomheder, der er i målgruppen for kompensationsordningerne. Panelet skal rådgive om, hvorledes svindel og svig i kompensationsordningerne kan undgås.
  •          Endelig får Erhvervsstyrelsen øget mulighed for at inddrage specialister i de mest komplicerede sager.

Tilsammen forventes tiltagene at reducere sagsbehandlingstiden og styrke kontrollen betragteligt. I øjeblikket er sagsbehandlingstiden på ordningen for faste omkostninger på under to uger.

 

Du kan læse hele aftalen om hurtig og sikker udbetaling af kompensation som følge af COVID-19 her

 

For yderligere kontakt:

Er du virksomhed eller organisation, kan du få mere information på Virksomhedsguiden.dk eller Erhvervsstyrelsens hotline på tlf. 72 20 00 34 (hverdage 08.30-16.00 / fredag 09.00-15.00).

Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07.