Stigende smitte udskyder genåbningen af liberale erhverv i fem kommuner

31-03-2021
Nyhed

På grund af stigende smitte har Epidemikommissionen rådgivet om at udskyde genåbningen af de liberale erhverv i fem danske kommuner foreløbigt til og med d. 11. april 2021.

Et bredt politisk flertal blev i sidste uge enige om en rammeaftale for genåbningen af Danmark. Den aftale indebar bl.a. at de liberale serviceerhverv, herunder frisører, tatovører, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, solarier og kørecentre kan åbne fra tirsdag den 6. april.

Ifølge den politiske rammeaftale om genåbning skal myndighederne iværksætte tiltag og restriktioner ved lokale udbrud, der både sikrer en øjeblikkelig håndtering af det konkrete udbrud – men samtidig også den nødvendige aktivitetsnedgang i det berørte område sådan, at smitten bringes under kontrol.

Der kan være tale om nedlukninger og udskydelse i forhold til genåbningsplanen på både institutions-, lokalt-, kommune-, landsdels-, eller regionsniveau.

På baggrund af stigende smitte med covid-19, har Epidemikommission rådgivet regeringen om at udskyde genåbningen i fem danske kommuner.

Regeringen har valgt at følge den rådgivende vurdering fra Epidemikommissionen. Derfor udskydes genåbningen af de liberale erhverv i Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe foreløbigt til og med den 11. april 2021.

Epidemikommissionen har i sin vurdering blandt andet lagt vægt på, at de 5 kommuner d. 30. marts 2021 har en testkorrigeret incidens den seneste uge på over 150.

Epidemikommissionen vil foretage en ny vurdering frem mod den 11. april 2021. 

Der er fortsat mulighed for at søge hjælpepakker, da regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har besluttet at forlænge de generelle hjælpepakker til og med 30. juni 2021. Det betyder, at virksomheder og selvstændige med en omsætningsnedgang på mindst 30 pct. kan få hjælp. Virksomheder, der er tvangslukket, kan få op til 100 pct. kompensation for faste omkostninger.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er desuden blevet enige om, at trepartsaftalen fra den 14. januar 2021 om lønkompensationsordningen forlænges til og med 30. juni 2021. 

Læs rammeaftalen om plan for genåbning af Danmark her

Læs Epidemikommissionens rådgivende vurdering her

Se tabel med kommuner med testkorrigeret incidens over 100 her 

Læs faktaark om hjælpepakkerne her 

For yderligere kontakt:

Er du virksomhed eller organisation, kan du få mere information på Virksomhedsguiden.dk eller Erhvervsstyrelsens hotline på tlf. 72 20 00 34 (hverdage 08.30-16.00 / fredag 09.00-15.00).

Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07.