Ændring i reglerne for ansatte i detailhandlens brug af coronapas i stedet for mundbind

30-11-2021
Nyhed

Reglerne for krav om mundbind eller visir for ansatte i detailhandlen er justeret, så det nu er muligt for den enkelte ansatte at blive undtaget kravet ved fremvisning af coronapas til sin arbejdsgiver. Det gælder også, selvom virksomheden som helhed ikke stiller krav om coronapas.

Fra mandag 29. november skal både kunder og ansatte i detailhandlen igen bære mundbind eller visir. For ansatte gælder der dog mulighed for undtagelse, hvis man har coronapas. Den mulighed bliver nu udvidet til også at gælde, selvom butikken ikke kræver fremvisning af coronapas for alle ansatte.

Det betyder i praksis, at den enkelte butiksansatte kan blive undtaget kravet om mundbind eller visir, såfremt vedkommende kan fremvise gyldigt coronapas. Det vil fortsat være op til arbejdsgiveren at kontrollere medarbejdernes coronapas.

Den mere fleksible implementering af reglerne er blevet til efter dialog med arbejdsmarkedets parter.

Justeringen træder i kraft 1. december.

For mere information kontakt:
Hvis du er virksomhed og har spørgsmål til brugen af coronapas, kan du finde vejledning om brugen af coronapas på Virksomhedsguiden.dk, eller du ringe til Erhvervsstyrelsens corona-hotline 72 20 00 34.

Hvis du er journalist, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon 91 33 70 07.