Coronapas på serveringssteder og i nattelivet skal holde smitten under kontrol

09-11-2021
Nyhed

For at komme den stigende smitte til livs har Folketingets Epidemiudvalg bakket op om at indføre coronapas i dele af dansk erhvervsliv.

Regeringen vil med opbakning fra Folketingets Epidemiudvalg og på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefaling indføre, at der fra på fredag skal ske kontrol af coronapas på flere områder i erhvervslivet.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”I dag står vi heldigvis et andet sted, end vi gjorde for halvandet år siden. Størstedelen af danskerne er vaccinerede, og ude på gågaderne, restauranterne og i butikkerne summer det atter af liv. Men når vi nu tager coronapasset op af værktøjskassen igen, så er det netop for at holde samfundshjulene i gang i en tid, hvor smitten stiger. Vi skal bruge coronapasset som en sikkerhed, når vi samles mange personer. Sådan så når vi går på restaurant, så ved vi, at sidemanden enten er vaccineret eller er testet negativ. Det kan selvfølgelig aldrig være en 100 pct. sikkerhed, men vi skal sørge for at holde smitten i skak. For mange vil coronapasset allerede ligge klar på telefonen, og virksomhederne har prøvet det før.”

Her skal man vise coronapas fra fredag den 12. november:

  • Nattelivet
  • Indendørs serveringssteder

Herudover skal der tjekkes coronapas til arrangementer og aktivitet med over 200 deltagere indendørs og 2000 deltagere udendørs. Dette gælder for følgende på erhvervsområdet:

  • Bade- og legelande
  • Forlystelsesparker, spillehaller og kasinoer
  • Konferencer, foredrag, messer og dyrskuer

Folk, der er fuldt vaccineret, eller som har modtaget deres første vaccinestik inden for de sidste to uger, skal blot vise deres gyldige coronapas, hvis de eksempelvis vil på restaurant eller til større arrangementer. Borgere, der ikke har modtaget vaccinen, kan fortsat få et gyldigt coronapas ved en negativ coronatest, eller såfremt de har været smittet med COVID-19 inden for de sidste 6 måneder. Kravet om coronapas gælder for voksne og børn over 15 år.

Der vil fortsat være adgang til kompensation for faste omkostninger for de virksomheder, som har en omsætningsnedgang på minimum 45 pct. frem til den 31. december 2021. Derudover kan virksomheder anvende den midlertidige arbejdsfordelingsordning.

Hvis du er virksomhed og har spørgsmål til brugen af coronapas, kan du finde vejledning om brugen af coronapas på Virksomhedsguiden.dk, eller du ringe til Erhvervsstyrelsens corona-hotline 72 20 00 34.

Hvis du er journalist, kan du kontakte Erhversministeriets pressetelefon 91 33 70 07.