Regeringen og klimapartnerskaberne er klar med ny status på arbejdet med den grønne omstilling

08-10-2021
Nyhed Publikation

Regeringens klimapartnerskaber offentliggør nu seks sektorkøreplaner, der gør status på partnerskabernes arbejde og peger på fremtidige indsatsområder i den grønne omstilling.

Regeringen og erhvervslivet har etableret 14 klimapartnerskaber inden for erhvervslivets sektorer. De skal styrke dansk erhvervslivs grønne omstilling og understøtte opfyldelsen af Danmarks klimamål om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningen i 2030.

Som en del af arbejdet med klimapartnerskaberne udarbejdes der sektorkøreplaner for hvert partnerskab. Sektorkøreplanerne samler regeringens og erhvervslivets tiltag for at styrke klimaindsatsen med udgangspunkt i de anbefalinger, som partnerskaberne præsenterede i marts 2020. Dermed giver de et overblik over de igangsatte grønne indsatser, der vil blive arbejdet videre med de kommende år.

De første seks sektorkøreplaner blev lanceret i foråret 2021, og nu lanceres de næste seks sektorkøreplaner. Dermed er der lavet sektorkøreplaner for 12 af 14 klimapartnerskaber.

Sektorkøreplanerne lanceres i dag i forbindelse med et møde i Grønt Erhvervsforum, hvor regeringen drøfter den grønne omstilling i erhvervslivet med klimapartnerskabernes formænd, fagbevægelsen, erhvervsorganisationer og klimaeksperter.

Sektorkøreplanerne viser, at både erhvervslivet og regeringen har taget markante skridt i den grønne omstilling.

Erhvervsminister Simon Kollerup: 

”Vores virksomheder spiller en helt afgørende rolle i den grønne omstilling. Både herhjemme i Danmark men også i resten af verden. Jeg er derfor meget glad for det store arbejde, danske virksomheder lægger i arbejdet med klimapartnerskaberne. Jeg glæder mig over, at sektorkøreplanerne viser, at vi allerede er godt på vej med den grønne omstilling i mange sektorer. Men det er lige så vigtigt, at sektorkøreplanerne også peger fremad og viser de næste skridt og fremtidige indsatsområder i den grønne omstilling. For hvis vi skal nå i mål med vores meget ambitiøse klimamålsætninger, så skal klimapartnerskaberne og erhvervslivet fremadrettet være en helt central medspiller, så vi i fællesskab viser vejen for den grønne omstilling.”

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

”Klimapartnerskaberne er et godt eksempel på det stærke, grønne samarbejde, der er mellem erhvervslivet og regeringen. Partnerskaberne er med til at understøtte den grønne omstilling og skabe muligheder for nye, grønne væksteventyr. De seks nye sektorkøreplaner viser, at både erhvervslivet og regeringen har taget markante skridt i den grønne omstilling, men vi har fortsat brug for erhvervslivets tilslutning for at nå i mål med 70 pct. målet i 2030. Regeringen vil derfor i 2022 fremlægge bud på, hvordan partnerskaberne fortsat kan bidrage til den grønne omstilling af Danmark.”

Fakta

Som del af arbejdet med klimapartnerskaberne mødes regeringen halvårligt med formændene for regeringens 14 klimapartnerskaber, erhvervsorganisationer, lønmodtagerorganisationer og uafhængige eksperter i Grønt Erhvervsforum for at drøfte erhvervslivets grønne omstilling.

Læs eller download køreplanerne for de enkelte sektorer her:

For mere information kontakt:

Presserådgiver Tina Buhl Pretzmann,