Erhvervsministeren besøger vigtige markeder for danske virksomheder i USA og Mexico

Publiceret 05-03-2018

I de kommende 8 dage er erhvervsminister Brian Mikkelsen i USA og Mexico, hvor han skal pleje Danmarks handelsmæssige og politiske interesser.

USA er traditionelt et vigtigt marked for Danmark.  Sidste år eksporterede danske virksomheder for næsten 53 mia. kroner. Men det beløb kan blive endnu større, hvis vi formår at fastholde og udbygge de gode relationer mellem USA og Danmark. Derfor er erhvervsministeren netop nu i USA for at drøfte muligheder for dansk erhvervsliv inden for blandt andet cirkulær økonomi, life science og forsvarsindustri. 

Så når erhvervsministeren mødes med bl.a. den amerikanske handelsminister Wilbur Ross og andre repræsentanter fra myndigheder og erhverv i USA, er budskabet klart: samarbejde og frihandel er vejen til velstand og vækst.

Besøget i USA er første del af turen, hvor erhvervsministeren efterfølgende tager til Mexico den 8. – 11. marts.

Mexicos placering tæt på USA og åbne økonomi gør Mexico til en vigtig partner for Danmark. Den dansk-mexicanske samhandel er tredoblet siden 2005, og de gensidige investeringer steget markant.

Danmark underskrev sidste år en erklæring om strategisk partnerskab med Mexico, som skal bidrage til et tættere politisk og kommercielt samarbejde. Erhvervsministeren ønsker med sit besøg at tage næste skridt for at styrke de allerede gode relationer.

Kontaktperson: Presserådgiver i Erhvervsministeriet Jesper Christiansen, jec@em.dk, tlf: 91 33 70 17