Margrethe Vestager har kandideret til rollen som formand for den Europæiske Investeringsbank, EIB. Posten skal besættes inden årsskiftet, hvor den nuværende formand fratræder. I respekt for den videre proces har regeringen sammen med Margrethe Vestager besluttet at trække det danske kandidatur.
Dette vil erhvervsministeren i et brev i dag meddele den belgiske finansminister, Vincent Van Peteghem.
Margrethe Vestager genoptager sine forpligtelser som ledende næstformand og konkurrencekommissær i EU.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Regeringen har sammen med Margrethe Vestager vurderet situationen i forhold til valg af EIB-formand. Sammen har vi besluttet at trække hendes kandidatur. Vi vil gerne takke Margrethe Vestager for at stå til rådighed i forbindelse med kandidaturet. Selvom vi gerne havde set et andet udfald, er vi tilfredse med, at der nu kommer en afklaring på processen. Det er vigtigt for Danmark, at der er en dansk kommissær. Og Margrethe Vestager vender nu retur som ledende næstformand og konkurrencekommissær i EU kommissionen.”