Dansk turisme står stærkt efter et år, der bød på rekordhøje overnatningstal, med særdeles gode takter også ind i efterårssæsonen. I en ny statusanalyse fra VisitDenmark udarbejdet på vegne af Det Nationale Turismeforum tages temperaturen på turismeerhvervet.
Her kan man blandt andet se, at Danmark scorer højt på de udenlandske turisters tilfredshed med flotte strande, forlystelsesparker og på en imødekommende befolkning.
Analysen peger også på en række udviklingspotentialer i dansk
turisme, blandt andet skal flere turister vælge Danmark til uden for højsæsonen.
”Dansk turisme har de seneste to år været leveringdygtige i den ene rekord efter den anden. Og sidste års efterårssæson bød på flotte resultater, med rekord i overnatningstal særligt for de udenlandske gæster. Det momentum og potentiale skal vi udnytte. Vi kan jo se, at turisterne er glade for den danske sommer, men vi skal også i endnu højere grad have turisterne ud i de smukke skove i efteråret, på julemarkeder og i sneen om vinteren, og se bladene springe ud i foråret. Danmark skal nemlig være en førende turismedestination – hele året rundt,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Turisme er et stort fokus for regeringen, og på finansloven 2024 er der afsat 100 mio. kr. til en styrket turismeindsats, der skal bidrage til at skabe yderligere økonomisk, grøn og socialt bæredygtig vækst i hele landet. Derudover har regeringen afsat 40 mio. kr. til bl.a. at få mere gang i turismen uden for højsæsonen.