Den danske cykelhistorie er fyldt med navne, der runger med ærefrygt på nær og fjern. Bjarne Riis, Rolf Sørensen og nu Jonas Vingegaard er blot nogle af de danske mandelige ryttere, der har konkurreret og er blevet sammenlignet med tidernes bedste cykelryttere. Amalie Dideriksen og Cecilie Uttrup Ludwig har tiltrukket internationalt spotlys på Danmarks kvindelige ryttere, og til de paralympiske lege i 2024 sikrede Emma Lund både guld og bronze til Danmark.
For selvom at Danmark ikke har højdemeterne, som man finder i Alperne og Pyrenæerne, så fortsætter Danmark med at levere cykelryttere fra øverste hylde. Det kan ikke helt forklares, men én ting er sikkert. Cykling er en del af danskernes dna. Derfor skal Danmark også være vært for de største cykelbegivenheder i verden.
Danmark som vært for VM i landevejscykling 2029
Under verdensmesterskaberne i Zürich i september 2024 blev Danmark tildelt værtsskabet for VM i landevejscykling 2029.
Danmark har tidligere, og med succes, vist sig som vært for internationale sportsevents. For eksempel i 2022 hvor hele nationen gik sammen om en gul folkefest og sendte verdens bedste cykelryttere godt afsted til Paris med årets Tour de France Grand Départ.
Sports-værtskaberne har skabt store oplevelser for både danskere og turister, og samtidig bidraget til vækst og udvikling i landet. Regeringen ønsker at understøtte arbejdet med at tiltrække internationale sportsbegivenheder og dermed styrke Danmarks position som verdensførende værtsnation.
På finansloven for 2024 afsatte regeringen 80,5 mio. kr. til statslig medfinansiering af cykelevents. Det ene sportsevent er World Tour-løbet Copenhagen Sprint, som vil finde sted fra 2025-2027, mens det andet er VM i landevejscykling i 2029.
I januar 2024 sendte Danmark et officielt bud til Den Internationale Cykelunion (UCI) på at blive vært for VM i landvejscykling til afholdelse i 2029. Partnerkredsen bag det danske bud på VM i landevejscykling består af staten ved Erhvervsministeriet og Kulturministeriet, de fire værtsbyer København, Aarhus, Roskilde og Helsingør samt Sport Event Denmark, og buddet skete i samarbejde med Danmarks Cykle Union.
Danmark skal afholde endnu flere store events som netop VM i landevejscykling og World Tour-løbet Copenhagen Sprint, der kan skabe begejstring og være med til at samle os på tværs af hele landet til gavn for borgere og erhvervsliv. Disse begivenheder bidrager til effektiv branding af Danmark og danske virksomheder.