Kommende sommer- og erhvervspakke skal styrke dansk erhvervsliv

06-05-2021
Nyhed

Genåbningen af Danmark er godt i gang, men der er fortsat behov for at hjælpe de dele af dansk erhvervsliv, hvor krisen endnu ikke har sluppet grebet. Derfor har regeringen i dag præsenteret en sommer- og erhvervspakke, der skal styrke og hjælpe udsatte og hårdt ramte brancher.

Flere og flere dele af dansk erhvervsliv har igen åbnet dørene for kunder i takt med den gradvise genåbning af Danmark. Men corona-krisen har givet økonomiske udfordringer for mange virksomheder og selvstændige. Der er fortsat virksomheder, som er påvirket af corona-krisen, selvom restriktionerne lempes. Det gælder særligt inden for turismeerhvervet og oplevelsesindustrien.

Særligt storbyturismen har været hårdt ramt, hvor antallet af overnatninger er mere end halveret siden 2019. Derfor foreslås en sommerpulje, hvor restauranter i de fire største byer kan søge et kontant tilskud på op til 50.000 kr. til at give kunderne gode tilbud

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Gennem coronakrisen har den danske samfundsmodel vist sit værd, og danskerne har udvist forståelse og solidaritet. Det er hovedårsagen til at vi bliver flere og flere mennesker i gågaden, og at vi får muligheden for at se hinanden i øjnene igen. Men der er stadig erhverv, som er hårdt ramt af krisen. Det gælder især turisme- og oplevelsesøkonomien. Derfor sætter vi nu bredt ind med initiativer, der både skal styrke eksporten og få danskerne godt rundt i sommerlandet. Vi håber i år, at mange danskere også vil være turist i deres egen hovedstad eller i en af de andre større byer, som har et væld af oplevelser at byde på. Sidste år så vi, hvordan en samlet indsats gør en forskel, og derfor skal vi også i år sætte ind, så vi kan hjælpe de ramte erhverv bedst muligt.” 

Som en del af sommer- og erhvervspakken er der også fokus på at understøtte og styrke dansk eksport, hvor der fortsat er behov for initiativer, så virksomhederne kommer bedst muligt gennem krisen. Derfor foreslår regeringen samtidig en række initiativer målrettet eksporterhvervene.

Regeringen og et flertal af Folketingets partier afsatte i efteråret to reserver på i alt godt 300 mio. kr. i 2021-2023, som nu skal udmøntes. Reserverne skal blandt andet målrettes håndtering af fortsatte eksportudfordringer, herunder med input fra de genstartsteams for dansk eksport, som regeringen nedsatte i 2020.

Læs faktaark om eksportpakke

For yderligere kontakt:

Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07