Regeringen investerer 20 millioner kr. i seks grønne maritime projekter

Publiceret 21-06-2013

Den maritime omstillingspulje uddeler for første gang penge til grønne demonstrationsprojekter. Der er bl.a. givet penge til bygning af skibe i nye og lettere materialer og til udvikling af nye og mere energibesparende trawl til fiskeskibe.

Fælles for de seks projekter er, at de bidrager til en mere grøn og energivenlig skibsfart. Den maritime omstillingspulje er en del af regeringens Vækstplan for Det Blå Danmark. Regeringen og Enhedslisten har afsat i alt 20 mio. kr. til puljen i 2013.

Puljen kan give penge til projekter, der demonstrerer nye ressourceeffektive, grønne maritime løsninger.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:
"De seks projekter er præget af en høj grad af medfinansiering fra erhvervets side. Det er et stærkt partnerskab, der kan bidrage til at realisere regeringens ambition om, at fremtiden for Det Blå Danmark er grøn. Vi giver penge til konkrete projekter, der kan være med til at fremme den grønne omstilling af skibsfarten. Det er godt for miljøet, og det er godt for væksten og beskæftigelsen i Det Blå Danmark. Nye internationale klima- og miljøkrav for skibsfarten betyder, at der vil være en stigende international efterspørgsel efter grøn maritim teknologi. Med omstillingspuljen vil vi gerne hjælpe danske virksomheders muligheder for at udvikle nye løsninger, der kan imødekomme den internationale efterspørgsel. Det skaber på sigt forhåbentlig også nogle nye maritime arbejdspladser i land. Det glæder mig, at der har været så stor interesse for den maritime omstillingspulje, som er med til at realisere regeringens ambitiøse klima- og miljøpolitik." 

 Fakta