Flere dele af dansk erhvervsliv herunder liberale erhverv, udvalgsvarehandlen og de mindre butikscentre er allerede blevet genåbnet under den første del af genåbningen, som blev besluttet af et bredt politisk flertal den 22. marts.
Siden har coronasmitten udviklet sig stabilt, og derfor er samme politiske flertal blevet enige om anden fase af genåbningen.
Det indebærer, at genåbningen af indendørsservering på bl.a. restauranter, caféer, barer, værtshuse m.m. er rykket frem fra den 6. maj til at åbne sammen med udendørsservering den 21. april
Der vil være krav om coronapas og bordbestilling inden fremmøde for indendørsservering, men kravet om coronapas frafalder for udendørsservering.
Indendørsservering kan åbne med et arealkrav på 2 m2 for siddende servering (4 m2 hvis der ikke i det væsentlige siddes ned). Det betyder, at f.eks. frisøren og restauranten får samme krav til areal.
Der er fortsat ikke noget arealkrav for udendørs serveringssteder. Det ligger i tråd med de retningslinjer, der var gældende, da Danmark lukkede ned i december sidste år.
Med den politiske aftale får serveringssteder lov til at holde åbent til kl.23, dog med sidste udskænkning kl.22.
Storcentre over 15.000 m2 åbner fortsat efter planen den 21. april.
”Nu tager vi næste skridt i den gradvise genåbning af Danmark. I næste uge vil vi igen kunne tage en shoppetur i centret eller invitere vores familier ud at spise. Det tror jeg, vi er mange, der har længtes efter. Samtidig er jeg helt sikker på, at mange erhvervsdrivende er mere end klar til at slå dørene op. Det har været en hård tid for mange, men nu er der lys forude,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Erhvervsministeriet har allerede udsendt foreløbige retningslinjer for udendørsservering. De vil nu blive opdateret set i lyset af den politiske aftale, ligesom retningslinjerne for indendørsserveringssteder vil indgå. Erhvervsministeriet vil i dag indkalde sektorpartnerskabet for restauranter til møde med henblik på at få retningslinjer på plads hurtigst muligt.
Det er stadig muligt for alle virksomheder, der er ramt på omsætningen på grund af corona at søge hjælp fra kompensationsordningerne. De virksomheder, der fortsat er tvangslukket, kan få op til 100 pct. af deres faste omkostninger dækket af ordningerne.
For at gøre en national genåbning muligt, har et flertal i Folketinget besluttet at indføre automatiske lokale nedlukninger i de kommuner, hvor smitten er for høj, indtil smittetallene igen er under kontrol. Af den grund er dele af erhvervslivet herunder udvalgsvarehandel i øjeblikket lukket ned i Ishøj Kommune. Det vil også gælde serveringssteder og indkøbscentre, såfreemt smitten stadig er høj i kommunen d. 21/4. Når Ishøj kommune i syv dage i træk er under en testkorrigeret incidens på 200 smittede, ophæves nedlukningen.
Læs den politiske aftale om genåbning her.
For yderligere kontakt:
Er du virksomhed eller organisation, kan du få mere information på Virksomhedsguiden.dk eller Erhvervsstyrelsens hotline på tlf. 72 20 00 34
Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07