Nye anbefalinger fra Grønt Iværksætterpanel skal være med til at løse de grønne iværksætteres udfordringer og levere input til kommende iværksætterstrategi.
Der er behov for at skrue yderligere op for den grønne omstilling, hvis Danmark vil opfylde sine klimamål. Grønt Iværksætterpanel kommer nu med nye anbefalinger til, hvordan man kan løse de udfordringer, som grønne iværksættere møder i dag.
”Vi skal skabe bedre muligheder for grønt iværksætteri. Danmark er i forvejen kendt som et grønt forgangsland, og derfor er det vigtigt, at grønne iværksættere fylder endnu mere. De nye anbefalinger, som Grønt Iværksætterpanel nu kommer med, giver et konkret indspil til løsninger, og jeg glæder mig til at tage anbefalingerne med videre i arbejdet til en kommende iværksætterstrategi,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
De grønne iværksættere spiller en væsentligt rolle, hvis Danmark skal nå i mål med den grønne omstilling. De kan bidrage med de løsninger og teknologier, der er nødvendige for at løfte den grønne omstilling.
”Jeg er stolt over, at vi i dag har afleveret vores afrapportering til regeringen. I Danmark har vi en stor underskov af grønne iværksættere med enormt potentiale for at bidrage med løsninger til at bekæmpe klimakrisen. Et potentiale som vi i dag ikke udnytter og støtter tilstrækkeligt, og det skal vi som samfund gøre bedre. De største gennembrud i historien kommer næsten altid fra en ny kant. Så her er iværksætterne helt afgørende,” siger formanden for Grønt Iværksætterpanel, Esben Gadsbøll.
Grønt Iværksætterpanel er nedsat for at komme med anbefalinger til, hvordan Danmark får endnu flere grønne iværksættere.
Grønt Iværksætterpanels endelige anbefalinger er tematiseret inden for fire hovedemner:
- Kapital og dokumentation
- Fødevarer og landbrug
- Vidensbaseret iværksætteri
- Offentlige indkøb
De samlede anbefalinger kan læses her
For yderligere oplysninger kontakt:
Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07