Den 1. august 2024 tiltræder Jens Brøchner som departementschef i Erhvervsministeriet. Siden 2012 har Jens Brøchner været departementschef i Skatteministeriet og har dermed bred erfaring fra embedsværket.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
“Vilkårene for dansk erhvervsliv forandres hastigt i disse år. Der er brug for en aktiv erhvervspolitik og et tæt samarbejde om danske erhvervsinteresser, som styrker erhvervslivets muligheder for mere vækst og flere arbejdspladser i en benhård international konkurrence. Samtidig er der brug et stift blik på vigtigheden af en solid finansiel stabilitet som grundlaget for dansk økonomis og erhvervslivs fortsatte fremgang. Jens Brøchner er en erfaren topleder med stor indsigt i samfundsøkonomi og erhvervslivets vilkår. Jens Brøchner er derfor den helt rette til at stå i spidsen for Erhvervsministeriet i en tid, hvor rammevilkårene for dansk erhvervsliv er under forandring, og jeg ser frem til at genoptage samarbejde med ham i den nye rolle.”
Tiltrædende departementschef Jens Brøchner siger:
”Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med erhvervsministeren og være med til at bistå ham og resten af regeringen med at sikre et stærkt dansk erhvervsliv – i et konstruktivt samarbejde med de mange virksomheder, organisationer og interessenter på området. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for de dygtige medarbejdere i Erhvervsministeriet – og til at tage fat på opgaverne efter sommerferien.”
Jens Brøchner er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har tidligere bl.a. været koncerndirektør i ATP, direktør i Pensionsstyrelsen, afdelingschef i Finansministeriet og kontorchef i Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Jens Brøchner overtager efter Michael Dithmer, der efter næsten 30 år som departementschef har valgt at takke af som departementschef i Erhvervsministeriet.