København skal være internationalt epicenter for innovation

Publiceret 10-06-2024

Erhvervsminister Morten Bødskov, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen har i dag igangsat et samarbejde om at udvikle et nyt dansk innovationsdistrikt for life science og kvanteteknologi – Innovation District Copenhagen.

Danske virksomheder, iværksættere og forskningsmiljøer inden for life science og kvanteteknologi har evnerne til at udtænke og levere løsninger på flere af verdens udfordringer.

Dette potentiale skal udnyttes. Regeringen, Københavns Kommune og Københavns Universitet er derfor gået sammen om at udvikle et verdensførende innovationsdistrikt for life science og kvanteteknologi i Danmark beliggende i området omkring Københavns Universitets Nørre Campus, Rigshospitalet, BioInnovation Institute, De Gamles By og Haraldsgade-kvarteret.

Erhvervsminister Morten Bødskov:

”Den internationale konkurrence er skærpet. Det er derfor helt afgørende, at vi skaber de bedst mulige vilkår for innovation. Danmark står allerede stærkt inden for både life science og kvanteteknologi. Men der er potentiale til mere. Det er helt centralt for at forstærke vores styrkepositioner, at endnu flere gode idéer fra forskningsverdenen kommer væk fra skrivebordene og ud at leve. De skal omsættes til vækst, virksomheder og fremtidens løsninger på nutidens udfordringer. Med innovationsdistriktet vil vi skabe et verdensførende og internationalt anerkendt centrum for innovation, som kan udvikle og styrke de danske virksomheder. Et sted, som bygger bro til resten af verden og tiltrækker verdens førende virksomheder, forskere og talenter til Danmark.”

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund:

”Vi vil skabe en bydel med et nabolag af studerende, forskere, iværksættere og virksomheder, der er blandt de førende inden for life science eller kvanteteknologi og har både drivkraften og kreativiteten til at udvikle løsninger i fællesskab på mange af vores samfunds største udfordringer. Den globale konkurrence på det her område er benhård. Derfor skal vi styrke vores internationale forsknings- og iværksættermiljøer og blive endnu bedre til at tiltrække internationale talenter. Jeg ser i den grad frem til at følge udviklingen af den nye bydel i København.”

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen:

”I København og hele Hovedstaden har vi en af verdens førende life science industrier. Derfor er det naturligt, at vi også skal have et verdensførende innovationsdistrikt, som kan tiltrække investeringer, virksomheder og forskere fra hele verden. Det er vigtigt for mig, at vi som by bidrager til at levere løsningerne på de store udfordringer, Danmark og resten af verden står over for, og det kræver, at vi kan stille de bedst mulige rammer til rådighed for uddannelse, forskning, virksomheder og arbejdskraft.”

Rektor for Københavns Universitet, Henrik Wegener:

Københavns Universitet vil være til gavn for flere, og det er en kerneambition for os at bidrage til innovation, samspil med erhvervslivet og impact i samfundet. Vi ser derfor frem til at udvikle Innovation District Copenhagen til et internationalt førende innovationsøkosystem sammen med Regeringen, Københavns Kommune, og vores partnere, både lokalt og i hele Danmark. Vi ser et stort potentiale for blive det førende sted i Europa for samarbejde om forskning, udvikling og innovation, særligt inden for life science og kvanteteknologi.”

Konkret vil parterne nu tage initiativ til at samle relevante aktører, herunder bl.a. Rigshospitalet og Københavns Professionshøjskole, til et kick-off møde, hvor der igangsættes et samarbejde om udarbejdelsen af en samlet helhedsplan for områdets udvikling. Her skal det kortlægges, hvad der skal til for at tiltrække investeringer, virksomheder og viden, samtidigt med at der tages hensyn til områdets egenart og bevaringsværdier mv.

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07