Nye temperaturrekorder, tørkeperioder, stigende nedbørsmængder og tiltagende oversvømmelser som følge af klimaforandringer. Udfordringer som danske vandteknologiske virksomheder skal bidrage til at løse, samtidig med at der skabes danske arbejdspladser.
Det er fokus, når erhvervsministeren i dag besøger Kamstrup og Aarhus Vand samt deltager i partnerskabsmøde med de lokale partnere bag erhvervsfyrtårnet for vandteknologi i Midtjylland.
Erhvervsminister Morten Bødskov:
"Danmark er i front på vand. Vi har nogle af verdens mest innovative virksomheder, der hver dag leverer løsninger til globale udfordringer. I Midtjylland har vi skabt et epicenter for udviklingen af vandteknologi. Det momentum skal vi udnytte. For udlandet ser allerede til Danmark for grønne løsninger, og her er vandteknologi ingen undtagelse. Derfor skal vi fortsætte de gode takter, så danske virksomheder fortsat kan skabe morgendagens løsninger, der kan eksporteres til resten af verden og markere dansk vandteknologi på den globale scene."
Ud over erhvervsministeren deltager blandt andre Ulrik Gernow, COO i Grundfos, Tom Heron, CEO i Seges Innovation og Kathrine Forsberg, CEO i Atea og bestyrelsesmedlem i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Erhvervsfyrtårn har skabt resultater
Erhvervsfyrtårnet har siden sin opstart i 2022 blandt andet etableret test- og demonstrationsfaciliteter til håndtering af urbant vand og klimavand, der kan hjælpe med at demonstrere løsninger i forhold til nogle af fremtidens klima- og miljøproblemer, samt opbygningen af en inkubations- og acceleratorindsats for iværksættere inden for vandteknologi.
I erhvervsfyrtårnets næste fase vil der være fokus på at bygge videre på det solide fundament, så man både styrker det vandteknologiske økosystem og understøtter danske virksomheders eksport af vandteknologi.
Læs mere om Erhvervsfyrtårnet i Midtjylland.