Kvanteteknologien er i hastig udvikling, og verden over ses store investeringer i forskning og udvikling af kvanteteknologi. Teknologien rummer store potentialer for fremtiden inden for en række forskellige industrier så som sundhed, grøn omstilling og avanceret produktion.
I dag indvier H. M. Kongen Quantum Denmark – Danmarks internationale kvantecenter. Quantum Denmark skal danne ramme om det danske kvantemiljø og sikre, at vores verdensførende viden og forskning omsættes til kommercielle løsninger.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Danmark skal gribe kvanteteknologiens potentialer. For vi står med en unik mulighed for at styrke vores helt afgørende førerposition på en af fremtidens vigtigste teknologier. Derfor kom regeringen sidste år med en milliardstrategi til kvanteområde. I dag tager vi næste skridt, når vi åbner Quantum Denmark – Danmarks internationale kvantecenter. Det er et af Europas førende samlingspunkter for udviklingen af kvanteteknologi. Med kvantehuset kan vi tiltrække udenlandske virksomheder, investeringer og talent. Alt sammen så vi kan udnytte kvanteteknologiens helt uanede muligheder for dansk erhvervsliv, samfund og national sikkerhed.”
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
”I dag er en vigtig dag for den danske position på kvanteområdet. Når vi i dag åbner Quantum Denmark, er det med glæde i regeringen, for det er vigtigt at satse på fremtidens forskning. Danmark står stærkt på kvanteforskning, og det skal vi fortsætte med at gøre. Sådan kan vi sikre, at danske nyskabende virksomheder bliver i Danmark, men også at udenlandske virksomheder vælger at placere sig i Danmark. Alt sammen til gavn for dansk økonomi.”
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
”Kvanteteknologi kan i fremtiden være en del af løsningen på nogle af samfundets største udfordringer, hvad end vi snakker klima, miljø, sikkerhed eller sundhed. Danmark skal have et af verdens førende kvanteforskningsmiljøer og effektivt kunne omsætte forskning til ny, anvendelig teknologi. Danmarks nye kvantecenter, Quantum Denmark, er et vigtigt skridt i den retning. Det vil være til stor gavn for danske forsknings- og innovationsmiljøer og kunne tiltrække talent, virksomheder og investeringer fra udlandet. Jeg er spændt på at følge med i, hvilke nye opfindelser der bliver testet af i det højteknologiske center, og ikke mindst hvilke banebrydende løsninger det kan føre til.”
CEO i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen:
"Quantum Denmark vil være et af Europas mest attraktive ’deep tech power houses’, hvor forskere, entreprenører, startups og mindre virksomheder inden for kvanteområdet indgår i et stærkt og attraktivt innovationsmiljø. Kvantetestcentret, som er en del af Quantum Denmark, vil give adgang til avanceret udstyr og teknisk assistance, der er essentielt for at teste og udvikle ny kvanteteknologi. Quantum Denmark vil tiltrække danske såvel som udenlandske virksomheder, talenter og investeringer, hvilket er af stor betydning for udvikling af nye teknologier og for dansk fremtidig konkurrenceevne."
Quantum Denmark skal styrke Danmarks førerposition inden for kvanteforskning og sikre, at ny viden omsættes til kommercielle løsninger. Quantum Denmark skal bl.a. tilbyde støtte til forretningsudvikling og kapitalrejsning samt adgang til et højteknologisk kvantetestcenter, hvor nye teknologiske løsninger kan udvikles og testes.