Erhvervsministeren stiller skarpt på fremtidens grønne løsninger i New York

Publiceret 23-09-2024

I dag åbner Sustainability Summit i New York. Her vil erhvervsministeren mødes med danske virksomheder for bl.a. at tale om danske virksomheders muligheder inden for den grønne omstilling.

Dansk erhvervsliv er godt med, når det kommer til at investere internationalt, og danske løsninger er i høj grad efterspurgt på det globale marked.

Erhvervsministeren er i dag i New York, hvor han skal deltage i åbningen af Sustainability Summit, der fokuserer på en række danske styrkepositioner inden for energisektoren. 

Erhvervsminister Morten Bødskov:

”Dansk erhvervsliv hæver konstant barren for udvikling, innovation og Danmarks betydning på den internationale scene. Vi kan se, at USA er et attraktivt land for danske virksomheder, og det er positivt, at samarbejdet over Atlanten er stærkt. Vi ved, at USA har godt fat i udenlandske investeringer, og med hurtigere processer og godkendelser, kan vi se, at virksomheder i høj grad kigger til USA. Det kan vi godt lade os inspirere af i EU, så vi også kan sikre nye væksteventyr og høj konkurrenceevne. Og vi kan se, at vi i Europa og i Danmark kan lære meget af amerikanerne, når det kommer til at skabe gode rammer for virksomhedernes innovation. Derfor ser jeg frem til at høre virksomhedernes syn på mulighederne og udfordringerne, for det er dem, der hver dag arbejder for at fremme danske styrkepositioner internationalt.”

Til Sustainability Summit deltager både Dansk Erhverv, Dansk Industri og en række danske virksomheder.

Det er det danske generalkonsulat i New York, der er vært for det årlige Sustainability Summit NYC i forbindelse med åbningsugen af ​​FN's 79. Generalforsamling (UNGA) og NYC Climate Week.

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07