EU’s regler om rapportering af bæredygtighedsindsatser trænger til en overhaling, hvis de ikke skal stå i vejen for den grønne omstilling.
Det mener erhvervsminister Morten Bødskov, som for nylig præsenterede sin egen vision for fremtidens regler. I dag har EU-Kommissionen fremlagt en plan for at reformere reglerne, og den møder stor opbakning fra erhvervsministeren.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”De nye CSRD-krav spænder ben for grøn omstilling. Bureaukratiet koster hvert år dansk erhvervsliv milliarder. Hvis vi ikke fjerner kravene, mister vi det nødvendige tempo i den grønne omstilling. Vi taber både investeringer, innovation og kampen om de nye teknologier. Det har EU-Kommissionen heldigvis også indset, og jeg vil gerne rose det oplæg, der er fremlagt i dag. Fra dansk side bakker vi op om et markant opgør med de mange krav. Jeg ser frem til at drive forslagene frem, når Danmark sætter os i formandsstolen til juli. Målet er klart. Mindre grønt bøvl og bureaukrati er lig med mere tempo på grøn omstilling og grøn konkurrencekraft.”
Danmark har på forhånd afleveret en række forslag til EU-Kommissionen. Heriblandt at udskyde næste fase af CSRD i to år, skrue ned for antallet af virksomheder, der er omfattet, og fjerne 50-75 pct. af rapporteringskravene.
EU-Kommissionen lægger sig med sit forslag tæt op af Danmarks ambitiøse linje. Forslaget fra EU-Kommissionen skal nu forhandles med medlemslandene.