Søfart er en vigtig dansk styrkeposition. Det Blå Danmark har i årtier skabt værdi for dansk økonomi og bidraget til eksport, produktion og arbejdspladser. Danske rederier råder over en af verdens største handelsflåder, og er blandt verdens mest klimaambitiøse. Samtidig er den danske maritime udstyrsindustri verdens 7. største målt på produktionsværdi for eksport.
I en verden præget af geopolitiske spændinger, handelsbarrierer og pres på forsyningskæder er Det Blå Danmarks førerposition dog udfordret. Den internationale konkurrence er skærpet markant, hvor især Kina investerer milliardsummer i den grønne omstilling af skibsfarten.
Samtidig skal der investeres massivt i nye teknologier, brændstoffer og infrastruktur for at leve op til det globalt aftalte mål om, at den internationale skibsfart skal være klimaneutral omkring 2050.
Derfor præsenterer regeringens vækstteam for Det Blå Danmark i dag sine anbefalinger til, hvordan Danmark fastholder sin førerposition som søfartsnation og udnytter de muligheder, der følger af den grønne omstilling.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
Danmark er en søfartsnation i særklasse. Det skal vi også være i fremtiden. Vi har maritime virksomheder, der går forrest med innovative, grønne løsninger. Det enorme potentiale skal vi gribe. Tempo er nøglen, og EU skal op i gear, hvis vi ikke skal blive afhængige af andre landes grønne brændsler og teknologier. Virksomhederne står på spring for at vende udviklingen, men der er for mange benspænd. Mængden af bøvl og bureaukrati skal nedbringes og adgangen til finansiering skal styrkes. Det arbejder vi aktivt på fra dansk side. Tak til vækstteamet for anbefalingerne. De er et solidt fundament til at sikre den grønne kurs for Det Blå Danmark. Regeringen vil nu se på, hvordan vi kan følge op.
Formand for vækstteamet, Jim Snabe, siger:
Det Blå Danmark har altid været en drivkraft for innovation og vækst. Nu står vi over for en ny bølge af forandringer, hvor vi skal tage lederskab i den grønne omstilling af skibsfarten. Vækstteamet peger på konkrete anbefalinger, der kan sikre, at Danmark fastholder sin førende position i den globale maritime industri, som gennemgår en hastig grøn transformation. Samtidig skaber vi nye arbejdspladser og styrker eksporten.
Vækstteamet anbefaler bl.a. at innovation og teknologiudvikling skal fremmes gennem digitale løsninger, så maritime virksomheder kan konkurrere internationalt og derigennem skabe vækst og danske arbejdspladser. Desuden skal den internationale regulering af skibsfarten påvirkes, så den understøtter grønne løsninger og sikrer lige konkurrencevilkår.